Slagelsevirksomheden Grøn Vækst A/S har fået en ny mand i ledelsen.

Peter B. Olsen (55) er ansat som afdelingschef for vintertjenester i anlægsgartnervirksomheden Grøn Vækst A/S, hvor han kommer til at organisere og udbygge firmaets tilbud om vintertjeneste til kommuner, offentlige institutioner og større virksomheder.

Det skriver Grøn Vækst i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Peter B. Olsen er uddannet teknikker og kommer fra et job som vinterchef i Hede Danmark. Inden da har han været ansvarlig for drift og udvikling af vintertjenester i Slagelse Kommune og i det daværende Vestsjællands Amt.

Grøn Vækst A/S blev stiftet i 2011 af Jakob Kristensen og Thomas Olesen. Virksomheden har afdelinger i Slagelse, Odense, Greve og Hillerød.

Grøn Vækst har som mål at opbygge Danmarks førende anlægsgartnervirksomhed inden for grøn pleje og vintertjenester.