Skovmaskiner, sauna og vodka. Grøn Teknik har brugt tre dage hos skovmaskinegiganten Ponsse fra Finland.

VIEREMÄ, FINLAND: Sådan cirka midt i Finlands sydlige del ligger Vieremä, og lige i midten af Vieremä ligger der en rundkørsel. Skiltene i rundkørslen viser af mod byer, man aldrig kommer til at kunne udtale, og så har den et større skilt. Der står Ponsse med store bogstaver.

Vieremä ville ikke rigtigt være så meget uden Ponsse. Fabrikken i byen beskæftiger over 500 mennesker. Af andre større virksomheder i byen kan nævnes RATEsteel, der sælger 99 procent af sine stålkonstruktioner til Ponsse, HTlaser, der primært lever af at levere til Ponsse, og Lapp Connecto, der leverer kabler og slanger til Ponsse. De ligger alle i det, der hedder Ponsse Business Park, hvor 250 mennesker dagligt stempler ind.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Byen har desuden en park. I parken er der en legeplads med et stort legestativ. Det er udformet som en skovmaskine. Fra Ponsse.

Firmaets filosofi er, at alt arbejde er vigtigt. Det hele skal gøres ordentligt, og der er ikke forskel på direktøren og rengøringsdamen - vi er alle sammen i samme båd.

Juha Vidgrén, bestyrelsesformand i Ponsse.

Kort efter bussen har fundet sin vej ud af rundkørslen, ankommer den til Ponsse Club. Et småt hotel med sauna og en badebro, der leder direkte ud i en af Finlands 1000 søer.

Fik vi sagt Ponsse?

Ponsse-familien

I entreen tager Ponsses bestyrelsesformand, Juha Vidgrén, imod. Selv om han står i spidsen for en virksomhed, der hvert år omsætter for omkring 4,3 milliarder kroner, er han sådan en, man hurtigt kommer på fornavn med.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Og så hilser han i øvrigt på sine gæster i strømpesokker. Ponsse-klubben er ikke bare hans hotel, det er også hans barndomshjem.

- Vi voksede op i det her hus. Folk kommer her ikke som kunder, men som venner, siger han til de nyankomne gæster og understreger, at baren er åben.

Det er et udsagn, der bliver bakket op af en ung dame, der deler ud af velkomstdrinks. Vodka, naturligvis. På buffeten er der fyldt op med salater, tre slags kød, en fiskesalat, to desserter og øl. Masser af øl.

Der er fest hos Ponsse og det med god grund. Torsdag får gæsterne mulighed for at se og prøve Ponsses nye maskinprogram, og fredag er der åbningsreception på fabrikkens nye udvidelse.

At følge med tiden

Ponsse blev startet af Juhas far, Einari Vidgrén. Dengang var han skoventreprenør, men brugte mest sin tid på at reparere skovmaskiner, der gik i stå. Han kom til at tænke, at en skovmaskine, der kunne køre i to uger uden service, ville være en fin forretning.

Artiklen fortsætter efter annoncen

I 1969 byggede han den første forwarder i en lille smedje i byen. I 1970 åbnede de en fabrik på den anden side af vejen. Den 300 kvadratmeter store fabrik kunne dengang trykke 5 maskiner ud om året.

I fabrikkens lobby holder den første serieproducerede Ponsse-maskine, og foran Juhas landsted holder den første prototype. Landstedet ligger på samme grund som bedsteforældrenes gamle hus, der siden er blevet revet ned. Juha har fået bygget en replika af huset lidt derfra.

Men Ponsse hænger ikke fast i fortiden.

Siden er fabrikken blevet udvidet, senest i sidste uge, og fylder nu fire hektar. Fabrikken producerer 5,3 maskiner - om dagen. I samme bygning sidder udviklingsafdelingen også. I 2017 brugte Ponsse 16,9 millioner euro på udvikling, og som en svensk journalist bemærkede, er det, som om de altid er et skridt foran.

I 2018 alene har de præsenteret den nye Ponsse Cobra, en skovningsmaskine med to pumper. Derudover er forwarderen Ponsse Bison også kommet til familien. Maskinen er på sin vis revolutionerende.

Artiklen fortsætter efter annoncen

I modsætning til andre maskiner er gearingen nemlig ikke hydrostatisk-mekanisk længere. Den er trinløs, hvilket gør maskinen væsentligt hurtigere og kørslen glattere.

Derudover har de også lanceret deres nye K121 kran, der kommer med 21 procent mere kraft end forgængeren K100.