Sammenstødet mellem en skovmaskine og en højspændingsledning satte onsdag morgen maskinen i brand.

Det kunne have være gået helt galt, da en skovmaskine onsdag morgen kom i clinch med en højspændingsledning. Maskinen var ved at fælde træer i skoven ved Kongeshus Mindepark ved Viborg, da den fik fat i kablet og de 60.000 volt.

Strømmen blev ledt direkte ned i maskinen, der som konsekvens brød i brand.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det skriver Viborg Folkeblad.

Manden, der førte maskinen, skyndte sig ud af den. Da der også var strøm i jorden omkring maskinen, fik han et stød med på vejen. Han var dog stadigvæk i stand til at tilkalde brandvæsenet.

- Vi skulle lige have slukket for strømen, hvilket Eniig stod for. Der gik en halv time, før vi kunne komme til og der var ilden faktisk næsten gået ud. Maskinen kan komme ud at køre igen, når den får nye dæk og et kig på elektronikken, vurderede indsatsleder Anders Dahl Jensen til Viborg Folkeblad.

Manden slap angiveligt heldigt afsted, og har ifølge Viborg Folkeblad fortalt brandvæsenet, at han ikke var kommet slemt til skade. Han blev kørt på sygehuset til observation.