Anlægsgartneruddannelsen er blevet fritaget for dimensionering i 2019, hvilket betyder, at der ikke kommer adgangsbegrænsninger på uddannelserne.

Der er tryk på bygge- og anlægsbranchen, og hvis man først bliver udlært anlægsgartner, er der gode muligheder for at få job. Blandt andet derfor er uddannelsen til anlægsgartner blevet fritaget for dimensionering.

Undervisningsministeriet træffer hvert år beslutning om, hvilke erhvervsuddannelser der skal have adgangsbegrænsninger på grundforløbets anden del. Heldigvis for anlægsgartnerne er ledigheden blandt anlægsgartnere lav, og fremskrivninger fra LO og DA viser, at der kommer til at mangle faglærte anlægsgartnere i fremtiden.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det skriver Det Faglige Udvalg for Anlægsgartner, Greenkeeper og Groundsman i en pressemeddelelse.

Dimensioneringsproblemer

Dimensioneringen på anlægsgartneruddannelsen har desværre bevirket en væsentlig nedgang i uddannelsesaftaler på landsplan i 2018. Flere anlægsgartnerskoler melder pt. ud, at tallene er alarmerende, lyder det fra foreningen.

Noget tyder på, at eleverne fravælger uddannelsen på forhånd, fordi eleven kun er sikret indtil grundforløbets 1 del. Flere elever har i stedet valgt uddannelser, hvor der ikke er adgangsbegrænsning.

Det er meget bekymrende. Som konsekvens af dimensioneringen har skolerne måtte afskedige flere ansatte på skolerne.

Formand Flemming Madsen glæder sig derfor over Undervisningsministeriets udmelding

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi uddanner dygtige unge til en branche i en spændende udvikling. Derfor er det vigtigt, at de unge ikke oplever at blive bremset i deres uddannelsesvalg.

Det faglige udvalg ser nu frem til at tendensen forhåbentlig vender som en konsekvens af en fælles indsats fra både skolernes og branchens side.