Gersvang Maskiner overtog Rimas i april. Nu har de også overtaget importen af det tyske BeachTech og dermed de amerikanske Cherrington-maskiner.

Gersvang Maskiner har fra den første maj overtaget importen af de tyske BeachTech strandrensere til Danmark. Strandrenserne kommer fra det tyske selskab Kässbohrer, der er mest kendte for at lave maskiner til præparering af skipister.

Strandrenseren trækkes efter en traktor, og samler tang, sten, affald og andet op på et bånd, der ryster sandet af, før skraldet deponeres i vognen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Når den sidder bag på en traktor kan den ifølge Gersvang kæmme et område, der er 280 centimeter bredt med en hastighed på 10 kilometer i timen.

Søren Gersvang, der ejer Gersvang Maskiner, mener at maskinerne har en fremtid i Danmark.

- Vi regner ikke med, at der er et kæmpe marked for de her maskiner i Danmark. Selv om vi har meget strand, så er strandrensere ikke noget, vi skal sælge flere hundrede af om året, men nok nærmere et par håndfulde, siger Søren Gersvang.

Til grus- og ridebaner

Men overtagelsen af importen af BeachTech kommer ikke alene. Maskinerne fra den amerikanske producent Cherrington kommer også med i programmet.

- Cherrington laver strandrensere, men de laver også maskiner, der kan bruges til at rense eksempelvis grusarealer. Dermed kan bruges til stier, grusbaner og ridebaner, så på den måde forventer vi, at vi får et større marked, siger Søren Gersvang.

Artiklen fortsætter efter annoncen

BeachTech maskinerne fås i forskellige størrelser. Den lille er hånddreven og anvendelig på små arealer og kan udstyres med kost og sneskraber som ekstraudstyr. Typerne 2000, 2800 og 3000 er alle traktordrevne og suppleres af den selvkørende strandrenser type Marina.