Hos politiet beklager man den store stigning i antallet af tyverier fra vare- og lastbiler og opfordrer de berørte virksomheder til at sikre både biler og værktøj bedre.

Det er store værdier, der går tabt, når tyvene i stigende grad går på togt i landets varebiler.

- Det er rigtigt, at vi ser en større stigning i antallet af anmeldelser, og det er en trist udvikling. Det sker, samtidig med, at antallet af indbrud i private boliger er faldet markant over de senere år, siger Lars Mortensen, vicepolitiinspektør i Nationalt Efterforskningscenter, og uddyber:

Artiklen fortsætter efter annoncen

- En del af forklaringen kan være, at nogle af de kriminelle simpelthen søger mod varebilerne, som ofte er dårligere sikret og til tider rummer mindst lige så store, let omsættelige værdier som en typisk villa. I løbet af en aften og nat kan de måske nå at tømme 10-20 varebiler.

Det allervigtigste er at få mærket værktøj og materialer. Vi oplever desværre, at mange virksomheder stadig forsømmer at mærke selv dyrt værktøj.

Lars Mortensen - vicepolitiinspektør i Nationalt Efterforskningscenter

Mens antallet af anmeldelser er højt, så er det kun relativt få af sagerne, der ender med sigtelser. Noget, man beklager hos Rigspolitiet.

- Antallet af sigtelser er forholdsvist lavt, og det er et kriminalitetsområde, som vi skal blive bedre til at forebygge og bekæmpe. Det er en af de typer berigelsesforbrydelser, hvor vi ser den største vækst i antallet af anmeldelser, så det er også noget, vi har meget fokus på. Det betyder blandt andet, at politiet i endnu højere grad fokuserer på det forebyggende arbejde i samarbejde med for eksempel brancheforeninger, håndværkere, værkstederne og så videre. Og der er faktisk meget, man som virksomhed selv kan gøre for at imødegå disse tab, siger Lars Mortensen.

Brug for mærkning og anmeldelse

Han opfordrer i samme ombæring de udsatte virksomheder til at gøre, hvad de kan, for at forebygge tyverierne.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det allervigtigste er at få mærket værktøj og materialer. Vi oplever desværre, at mange virksomheder stadig forsømmer at mærke selv dyrt værktøj. Det betyder i yderste konsekvens, at politiet kan opleve at standse en mistænkt, som vi så må lade køre igen, fordi vi ikke kan bevise, at det fundne værktøj er stjålet. Og det er brandærgerligt, siger Lars Mortensen.

Han understreger desuden, at det gælder om at tilkalde politiet hurtigst muligt.

- Det er vigtigt at få anmeldt tyverierne med det samme, så politiet hurtigt får et overblik over situationen, da vi ofte ser, at indbruddene sker i bølger i de enkelte områder. Vi ved, at håndværkere er travle mennesker, der helt naturligt gerne vil hurtigt ud til deres kunder. Men hvis der er spor at gå efter - som for eksempel fingeraftryk eller blod fra tyven - så er det vigtigt, at politiet får mulighed for at undersøge varebil og gerningssted, inden man kører videre. Ellers kan det være mere end svært at samle de nødvendige fysiske beviser efterfølgende, siger han.