Nyt projekt skal udvikle røgrensningssystemer til mindre entreprenørmaskiner. Formålet er renere luft på byggepladserne.

I et nyt projekt vil Teknologisk Institut i samarbejde Purefi A/S og Per Aarsleff A/S udvikle og teste nye røgrensningssystemer til mindre entreprenørmaskiner. Projektets målsætning er at udvikle alsidige, kosteffektive systemer, der kan implementeres på en lang række forskellige entreprenørmaskiner.

- Særligt de lidt mindre entreprenørmaskiner er rigtig interessante i forhold til at eftermontere røgrensningsudstyr. Det skyldes, at der fra 2019 træder ny EU-lovgivning i kraft, der stiller markant strengere krav til udledningen af især sodpartikler fra netop dette maskinsegment, siger seniorspecialist og projektleder Morten Køcks, Teknologisk Institut.

Artiklen fortsætter efter annoncen

I projektet er der stort fokus på at udvikle simple og kosteffektive løsninger, som kan være rentable at installere på mindre maskiner. Løsningerne kan bestå af enten et partikelfilter eller en kombinationsløsning af partikelfilter og NOx-reducerende SCR katalysator.

Særligt de lidt mindre entreprenørmaskiner er rigtig interessante i forhold til at eftermontere røgrensningsudstyr.

Seniorspecialist og projektleder Morten Køcks

Teknologisk Institut

- Hos Purefi A/S har vi efterhånden opbygget næsten 20 års erfaring med at udvikle og eftermontere røgrensningsløsninger til både on-road og off-road maskiner, og vi har en fast overbevisning om, at det vil lykkes at udvikle mere simple og kosteffektive løsninger til også de lidt mindre entreprenørmaskiner, siger direktør Mende Trajkovski, Purefi A/S.

Eftermontere røgrens

EU-lovgivningen vedrørende udledningen fra entreprenørmaskiner, de såkaldte Stage-krav, gælder kun for nye entreprenørmaskiner. På trods af øget generel fokus på ren luft, er udledningskravene for maskiner under 37 kW, såsom minilæssere, dog ikke blevet skærpet siden 2007.

Der vil således kunne opnås en stor miljøgevinst ved enten at udskifte gamle maskiner med nye eller ved at eftermontere røgrensningsudstyr på de ældre maskiner. Ligeledes kan de nye EU-krav til nye maskiner give anledning til, at der i Danmark vil blive stillet generelle krav fra bygherrer eller myndigheder ved større udbud eller indførelse af deciderede miljøzoner for entreprenørmaskiner, som set i for eksempel Berlin, London og Schweiz.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Per Aarsleff lægger stor vægt på at begrænse luftforureningen fra vores maskiner, og dette projekt kan give os mulighed for på rentabel vis at eftermontere røgrensningssystemer på nogle af vores lidt ældre maskiner i stedet for at erstatte dem med helt nye maskiner, siger materielchef Jes Steen Paulsen, Per Aarsleff A/S.

Projektet er støttet af Miljøstyrelsen og sker i samarbejde med Purefi A/S, der arbejder målrettet med udvikling af røgrensningsteknologi, og Per Aarsleff A/S, som er en af de største entreprenørvirksomheder i Danmark. Projektet varer to år og afsluttes december 2019.