Leonard Ng Keok Poh, direktør for Rambøll i Singapore, har modtaget hæderen for flotte forretningsresultater gennem 10 år.

Som ansvarlig for Rambølls afdeling for landskabsarkitektur & klimatilpasning i Singapore siden 2008 har Leonard Ng Keok Poh skabt en imponerende vækst fra to til nu over 60 medarbejdere, tiltrukket store, vigtige kunder og leveret en perlerække af ikoniske projekter i både Singapore og resten af verden.

På den baggrund har Leonard netop modtaget hædersbevisningen Prins Henriks Æresmedalje og Eksportforeningens Diplom, som gives til personer, der leverer en ekstraordinær indsats for at promovere danske services og produkter i udlandet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Leonard er en sand ildsjæl og meget inspirerende at arbejde sammen med for både kunder og kolleger. Han er fagligt enormt dedikeret og dygtig til at overføre nordiske ideer om bæredygtighed og byudvikling til andre lande og dermed en oplagt og værdig prismodtager, siger Hanne Christensen, direktør for Rambølls globale vanddivision.

- Med Leonard ved roret har Rambøll i Singapore leveret en række vigtige bidrag til Singapores bylandskab, og Leonard er en prismodtager i den helt rette ånd, siger Dorte Bech Vizard, der er Danmarks ambassadør i Singapore.

Æresmedaljen blev overrakt forleden ved en officiel ceremoni på den danske ambassadørs residens i Singapore.