VIUF: Det knitrer og ryger fra det gamle brændekomfur i køkkenet, der er det lille landsteds primære varmekilde. Over komfuret hænger avisudklip, der over årene er blevet utydelige af røgen fra komfuret, som har dækket væggene i et tykt lag brunt sod.

På et af dem står der, 'det skete der for 25 år siden.' Ifølge avisudklippet skrev vi for 25 år siden 1959, og på den måde er der ikke noget, der er forandret på Danmarks mindste planteskole, Kousgaard Planteskole, der ligger i Viuf ved Kolding.

Huset er ikke prangende, og eventuelle nye ejere skulle nok lægge lidt benarbejde i både tag og isolering. Sidstnævnte er der intet af, men Annemarie Kousgaard har vænnet sig til det. I de sidste 50 år har hun drevet planteskole på ejendommen, som hun overtog fra sin far. Hun har også fyret op i brændekomfuret de sidste 50 år, ligesom hendes far gjorde det fra 1909, da han overtog stedet.

Jeg havde så travlt med planteskolen, da jeg overtog den, at jeg ikke havde tid til at tænke på børn eller mand, og jeg havde heller ikke lyst til det.

Annemarie Kousgaard

Kousgaard Planteskole

- Jeg bor her alene, det har jeg gjort siden mor døde. Jeg havde så travlt med planteskolen, da jeg overtog den, at jeg ikke havde tid til at tænke på børn eller mand, og jeg havde heller ikke lyst til det. Jeg føler ikke, at jeg har givet afkald på noget, for jeg har elsket mit arbejde ude i naturen, siger Annemarie Kousgaard.

En institution lukker

Fra køkkenet kan man se to store bøgetræer med metertykke stammer. Da solens stråler rammer træerne griner hun næsten, imens hun peger begejstret på stammerne.

- Se! Se solen på bøgetræerne. Dem plantede min far, da han fik gården. Dengang var de kun på tykkelse med en pegefinger, og de var ikke engang en meter høje!

I dag er træerne 100 år, og altså en anelse ældre end Annemarie. Hun er 79 år og bliver, 'om alt går vel,' 80 år til efteråret. Efter et brud på hoften sidste sommer har hun været tvunget på både sygehus og i rehabilitering, og sammen med slidgigten i knæene har det nedsat tempoet drastisk.

Derfor er det til efteråret sidste chance for at købe planter ved hende. Til næste år er det slut med at advisere for planteskolen, og så er der kun de håndmalede træskilte på Viuf Stationsvej tilbage, der fortæller historien om planteskolen med de ni tønder land.

- Det er en kedelig situation, jeg sidder i. Jeg har ikke lyst til at sidde med hænderne i skødet og vente på det, der kommer. Når man er 80 er det ikke godt at vide, hvad fremtiden bringer, siger Annemarie Kousgaard.

Man må være sej, ikke sandt?

Annemarie Kousgaard holder fast i ejendommen med næb og klør. Hun har ingen intentioner om at komme på et plejehjem og sidde og kukkelure med de demente. Selv om det meste af planteskolens have er forfaldet til vildnis, så hænger Annemarie i.

- Jamen, hvad skulle jeg dog lave uden min planteskole? Jeg har det fint her, og jeg vil ikke væk, før jeg dør. Det skal nok gå. Det skal jo gå, kan man sige, så man må bare være sej, ikke sandt?, siger Annemarie Kousgaard.

At Annemarie har boet alene er en sandhed med modifikationer. Hun har altid haft sine katte, indtil den sidste døde for to måneder siden.

- Det var frygteligt. Jeg ved ikke, om jeg skal have en ny kat, når nu jeg er 80. Jeg ender nok med at rekvirere mig en kat, men hvem skal så tage sig af den, når jeg ligger med næsen opad herinde?

Selv fastholder hun ihærdigt, at hun ikke har noget interessant at fortælle. Hun insisterer på selv at hente alting, selv om hun går dårligt.

Hun mener, at hun bare er endnu en gammel dame, men om der havde været plads, kunne man have fortalt lange historier om hendes flair for croquistegninger, om at hun drev en planteskole alene i 50 år, og i øvrigt begyndte på det som 28-årig i en tid, hvor der dårligt fandtes kvinder med egen virksomhed.

Der er ingen naturlige arvtagere til brændekomfuret, Danmarks mindste planteskole og de 100 år gamle bøgetræer i haven. Avisudklippet fra 1984 med uddraget af Emil Aarestrups digt Angst havde været mere aktuelt end nogensinde, hvis det var skrevet i dag:

'Om lidt, saa er vi skilt ad,

Som Bærrene paa Hækken;

Om lidt, er vi forsvundne,

Som Boblerne i Bækken.'