Droneoperatøren Jesper Matthiesen fra Pigeon Air Photo i Aarhus har flere kunder indenfor byggeriet, men regler og bureaukrati holder dronerne på jorden det meste af tiden.

Med termografiske kameraer på droner, kan man i dag se, hvor en bygnings isolering er utæt eller hvor der er sket opfugtning. Man kan med et multispektralt kamera se, hvor for eksempel græsarealer har det godt, og hvor de har det skidt. Man kan lave 3D-modeller af byggegrunde, parker og områder, hvor man for eksempel vil lægge en ny vej. Man kan sågar lave volumenmålinger og beregne, hvor meget jord der skal flyttes for at jævne noget ud.

Mulighederne er mange, og da dronerne stadigvæk er en relativt ny teknologi, kommer der hele tiden flere og flere. Desværre er lovgivningen ikke fulgt med dronerne i samme tempo som udviklingen, så mange af mulighederne er i dag begrænsede ? især i byerne. Det siger Jesper Matthiesen, der er ejer og leder af Pigeon Air Photo.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- At være droneoperatør er et rigtig godt kontorjob. Der er meget bureaukrati forbundet med det, og der kan gå måneder med at få tilladelser til at lave overflyvninger, der ikke tager mere end fem minutter, siger Jesper Matthiesen.

Tilladelser og forbud

For at få tilladelser til at flyve i byer og bebyggelser skal man som operatør overholde flere regler. Blandt andet skal alle, der går under dronen give udtrykkelig tilladelse til, at man må flyve over dem. Derudover skal man indhente tilladelse fra de naboejendomme, man kan komme til at flyve ind over for at sikre dem retten til privatliv.

Der er desuden restriktioner på flyvehøjden, og jo længere man kommer op i luften, jo større bliver det område, hvor man skal indhente tilladelser til. Det gør det praktisk talt umuligt

- Hvis jeg vil lave en inspektion i en by, så skal jeg have tilladelser fra alle under dronen, og det er i en radius på op til 50 meter, og jeg skal have tilladelse fra naboerne. De to ting alene gør, at der er mange jobs, man ikke kan løse, siger Jesper Matthiesen.

Alligevel nævner han lovgivningen som en af de positive ting, der er sket indenfor droneflyvningen de sidste år.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Herhjemme har politikerne været fremsynede nok til at tænke dronerne ind allerede fra start af, så der er et lovgivningsmæssigt grundlag for det. Men der er meget bureaukrati, der er mange tilladelser, og der er rigtig mange ting, man ikke må, men som man gerne vil, siger Jesper Matthiesen.

- Jeg så gerne at dronelovgivningen overlod flere detail-beslutninger til de professionelle droneoperatører og til gengæld stillede væsentligt større krav omkring uddannelse, erfaring og udstyr. Så den sikkerhedskultur, man har i den øvrige del af luftfartsbranchen, slog bedre rod i dronebranchen, siger Jesper Matthiesen.

Læs mere om dronereglerne her.