Oppositionspartier efterlyser et stop for besparelser på erhvervsskoler samt efteruddannelse af lærere i digitalisering.

Med sit udspil 'Strategi for Danmarks digitale vækst' har regeringen givet bud på, hvordan erhvervsskolerne skal løftes bedre ind i en digital tidsalder. Uddannelsesordførerne i oppositionspartierne ser gode takter i udspillet, men undrer sig over, at der ikke er sat flere penge og flere initiativer i søen.

- Intentionen i udspillet fejler ikke noget, men det er en hån mod erhvervsskolerne, at sætte så lille et beløb af. Hvis man ikke vil sætte flere penge af, så vil de være bedre brugt ved kompetenceudvikling af lærerne, siger Pernille Schnoor, der er erhvervsuddannelsesordfører i Alternativet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

I udspillet er der lagt op til, over en fireårig periode, at sætte 18 millioner kroner til oprettelse og drift af et videnscenter, der ifølge regeringen skal skal samle og udbrede viden om digitalisering i erhvervsuddannelserne med det formål, at faglærte hurtigere bliver mere fortrolige med de digitale aspekter af deres fag samt at sikre skolerne den nødvendige støtte i digitaliseringsprocesser.

Hos Socialdemokratiet ser erhvervsuddannelsesordfører Mattias Tesfaye (S) positivt på, at regeringen har fokus på området, men at det langt fra er nok.

- Vi deler ambitionen om at digitalisere erhvervsuddannelserne. Men regeringens pulje på 18 millioner kroner rækker ikke langt, når man holder det op imod de store besparelser, erhvervsuddannelserne bliver pålagt hvert eneste år, siger Mattias Tesfaye.

Underlagt besparelser

Besparelser på uddannelsesinstitutioner rammer bredt, da der er vedtaget årlige besparelser på to procent på skolernes budgetter, og det falder Mattias Tesfaye for brystet.

- Først og fremmest skal regeringens årlige besparelser stoppes. Dernæst handler det om at omstille både den daglige undervisning, prøverne, skolernes udstyr og lærernes kompetencer til den digitale virkelighed, siger Mattias Tesfaye.

Artiklen fortsætter efter annoncen

I Alternativet er der ligeledes undren over, at der bliver givet lidt med den ene hånd samtidig med, at der bliver taget en masse penge fra skolerne med den anden.

- Det er symbolpolitik. Det klinger hult, når regeringen i forvejen skærer ned på uddannelserne. Pengene skal ikke igen gå til videnscentre, når det, der er brug for, er ressourcer til ny teknologi og til udvikling ude på erhvervsskolerne, siger Pernille Schnoor.

Hun fremhæver opgradering af teknologi som eksempelvis 3D-printere og andre redskaber, der kan hjælpe direkte i den daglige undervisning.

Erhvervsuddannelsesordfører Jakob Sølvhøj (EL) nævner også de generelle besparelser som en af flere ting, der burde være fokus på.

- Der skal være et stop for to procent effektivisering, der er trukket ned over erhvervsskolerne. Underviserne skal i forvejen løbe stærkt, og der mangler de fornødne materialer på skolerne for at kunne løfte opgaverne. Regeringen taler om at udvikle og fremme erhvervsuddannelserne, men reelt set gør de det modsatte, siger Jakob Sølvhøj.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Gode tanker

Videnscenteret, som regeringen vil oprette, skal samle og udbrede viden om digitalisering i erhvervsuddannelserne med det formål, at faglærte hurtigere bliver mere vant til at arbejde med de digitale aspekter af deres fag samt at give skolerne den nødvendige støtte i digitaliseringsprocesser.

Det er endnu ikke besluttet, hvor i landet centeret skal placeres. Lige nu er det fortsat et oplæg som skal forhandles på plads med Dansk Folkeparti og Radikale Venstre, som har været med til at afsætte pengene i en aftale om iværksætterinitiativer.

Hos Radikale Venstre har fungerende ungdomsuddannelsesordfører Marlene Borst Hansen ikke nogle klokkeklare udmeldinger om, hvilket udgangspunkt partiet har op til de kommende forhandlinger.

Uddannelsesordfører Jens Henrik Thulesen Dahl (DF) mener, at der er en udfordring for erhvervsskolerne på den digitale front, men at skolerne både skal løftes digitalt såvel som i udvikling af den praktiske undervisning.

- Uddannelserne skal afstemmes med erhvervslivet, og afstemmes deres behov. Vi skal arbejde indenfor de rammer, der er, og jeg synes, det er fint, at der bruges midler til et center, der kan arbejde på at finde nye løsninger, siger Jens Henrik Thulesen Dahl.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Partiet er desuden enig i, at de løbende effektiviseringskrav til erhvervsskolerne ikke er holdbare i længden.