Mareridtsscenarier fra Berlin og Nice har fået blandt andet Københavns Kommune til at opsætte betonklodser på befolkede steder efter PET's anvisninger. Klodserne var før kendt som hoffmanklodser, og de var oftest brugt som autoværn.

Efter de for alvor har gjort deres indtog i København, har de fået det mindre flatterende navn koranklodser. En daglig reminder om den terror, som flere og flere frygter.

Der er formentlig ikke mange, der kigger på klodserne og associerer dem med noget trygt, rart eller specielt fordrende for det åbne byliv, vi tilstræber i Danmark.

Det skaber en udfordring, for imens det bliver vurderet af PET og Politiet, at visse steder skal have hastighedsdæmpende forhindringer for eksempelvis lastbiler, så er de i konflikt med den by, som politikere, byplanlæggere og i sidste ende borgerne ønsker at have.

Øvelsen handler derfor om at terrorsikre uden nogen lægger mærke til det. Det mødtes byplanlæggere og arkitekter for at diskutere, da Byens Gulv-konferencen blev afholdt på Nyborg Strand den 8. februar.

Hvilken by vil vi bo i?

- Hvad er det for et København, vi gerne vil skabe? Vi skal være en by for mennesker, byen er skabt for københavnerne, ikke betonklodserne. Københavnere og gæster skal opleve at byen er tiltænkt dem, og at den er inviterende, og de skal føle sig trygge og sikre, siger Torben Gleesborg.

Torben Gleesborg, der er direktør og i Teknik- og Miljøforvaltningen i netop Københavns Kommune, holdt dagens første oplæg om terrorsikring. Han er ikke stor fan af betonklodserne, og ifølge ham er risikoen for at blive ramt af et lyn på strøget det samme som at blive dræbt af terror.

- Det stod hurtigt klart for os, at hoffmanklodserne ikke var løsningen. Det her er en overvejelse om, hvilket slags samfund man vil bo og leve i. Det er utroligt vigtigt for os, at terrorsikring ikke bliver opfattet som terrorsikring, men som et ekstra tilbud til dig som borger, siger Torben Gleesborg.

Københavns Kommune begyndte derfor at erstattet betonklodserne med byrumsinventar. På Nørreport kan man i dag se store blomsterkummer, og på Kongens Nytorv er der plantet træer i kummer.

Ifølge Torben Gleesborg har det betydet, at man har tilføjet livet i hovedstaden terrorsikring forklædt som forskønnende elementer.

Byen som forsvarsværk

Terrorsikring er bare stadigvæk terrorsikring, selv om man kalder det blomsterkummer, akkurat ligesom en voldgrav er en voldgrav, selv om man kalder det en karpedam. Ifølge lektor ved Kunstakademiets Arkitektskole, Deane Simpson, bevæger vi os imod et byrum, der bliver præget mere af forsvarsparathed end fredelig sameksistens.

- Faren i sikringen af byer kan skade den åbne by. Hvis vi starter med at sikre byerne, hvor stopper vi så? Vi har set med sikkerheden i lufthavne, at den bliver ved med at rykke længere og længere ud mod indgangen, og med terrorangrebet i Bruxelles er det ikke utænkeligt, at sikkerhedstjekkene rykker helt ud til banegården ved siden af lufthavnen, siger Deane Simpson.

Deane Simpson påpeger med den lave dødelighed fra terroren kontra den store bevågenhed og de mange ressourcer, vi bruger på at stoppe terroren, at vi kan sikre os mod lastbilangreb i et vist omfang, men hvad så med droneangreb, bombeveste og det utal af andre muligheder, ondsindede personer har?

PET ønsker ikke betonbyer

Den samme bekymring har Martin Dinesen, der er politiinspektør ved PET's rådgivningsenhed.

- Ved PET er vi jo også normale borgere, når vi har fri. Jeg har ikke lyst til at bo i en betonby, og mit ærinde her er ikke at plastre det hele til i beton, siger Martin Dinesen:

- Man kan ikke plastre det hele til med beton alligevel. For hvis vi forstærker et område, bliver et andet sårbart. Og spørgsmålet er også, om det overhovedet nytter. Hvad med droneangreb? Skal vi så have spændt net ud over byen?, siger Martin Dinesen.

På et af Martin Dinesens slides stod der "Terrorangreb kan finde sted uden varsel, derfor råder vi til modstandskraft." På et andet slide stod der, at truslen fra terror er alvorlig, men risikoen er begrænset.

Så hvis truslen er begrænset, men truslen er alvorlig. Og hvis terrorangreb kan finde sted uden varsel, og vi ikke kan sikre os fuldstændigt imod dem, så står vi tilbage med et afgørende spørgsmål:

Hvor meget frihed i byrummet vil vi ofre for sikkerhed? Eller omformuleret:

Hvor meget risiko er vi villige til at leve med for at bevare vores frie, åbne byrum?