Erhvervsskolerne bakker fuldt og helt op om teknologipagten og strategien for Danmarks digitale vækst, som regeringen netop har fremlagt.

Det er afgørende at sætte fokus på de muligheder, den nye teknologi giver, mener Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier. Derfor støtter DEG også op om den nye teknologipagt og strategi for digital vækst, som regeringen har præsenteret. Det skriver de i en pressemeddelelse.

Regeringen vil styrke inddragelse af digitale løsninger i undervisningen og de afsluttende prøver på erhvervsuddannelserne. Samtidig vil man etablere et center, som skal samle og udbrede viden om digitalisering i erhvervsuddannelserne, så faglærte hurtigere bliver fortrolige med det digitale.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Samtidig lægges der op til at etablere en Teknologipagt, som skal sætte fokus på kompetencer til en teknologisk og digital fremtid, som skal være et samarbejde mellem erhvervsliv, uddannelsesinstitutioner og offentlige aktører.

Det er nogle af elementerne i Strategi for Danmarks digitale vækst, som indeholder 38 digitale initiativer. Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier (DEG) hilser strategien meget velkommen.

- Digitalisering har længe været et vigtigt indsatsområde på erhvervsskolerne og de sidste fem år har vi arbejdet med den Digitale Erhvervsskole, der sætter fokus på brugen af de nye teknologier. Erhvervsuddannelsernes meget tætte kontakt til virksomhederne giver dem en fantastisk mulighed for at transformere den nyeste viden fra forskning og universiteter ud i de små og mellemstore virksomheder, siger DEG's direktør, Lars Kunov.

- Vi skal tilføre eleverne de kompetencer, som virksomhederne efterspørger nu og i fremtiden og samtidig vil fokus på det digitale medvirke til at gøre uddannelserne mere spændende og motiverende og dermed tiltrække og fastholde flere elever, siger Lars Kunov.

Han er særligt begejstret for regeringens planer om at etablere et center for anvendelse af it i undervisningen på erhvervsuddannelserne.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Et sådant center er et særdeles vigtigt skridt for at kunne udnytte det potentiale, der er i erhvervsuddannelserne til at bidrage til den digitale vækst, og vi ser frem til at deltage i det videre arbejde. Det er vigtigt, at centret får en tæt tilknytning til sektoren og tager udgangspunkt i det arbejde, der i dag udføres på skolerne og i de nye videnscentre på erhvervsskolerne, tilføjer Lars Kunov.