I Horsens er Danmarks første private skovgravplads blevet indviet, og efterspørgslen er der, skriver Træ.dk.

Hvis man ikke kan leve med tanken om at blive begravet på en kirkegård med guldjordbær og trædebregner over sig, er der nu kommet mulighed for at blive begravet i en privat skov ved Horsens. Det skriver Træ.dk.

Det er Jannik Ahlefeldt-Laurvig og faderen Henrik Ahlefeldt-Laurvig, der har Stensballegård i Horsens, der åbner op for muligheden med en 1,25 hektar stor skovgravplads.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det er fantastisk at kunne give den mulighed til folk, der er interesserede i det. Rundt omkring har vi hørt, at der har været stor efterspørgsel på at blive begravet i skoven, siger Jannik Ahlefeldt-Laurvig.

Skoven kommer ikke til at ligne en kirkegård

Selv om begravelserne kommer til at foregå i skoven, er der ikke nogen fare for, at skoven kommer til at ligne en decideret kirkegård. Det er skrevet ind i skovloven, at man ikke må plante gravstederne til, og at de kun må markeres med diskrete markeringer.

Der bliver heller ikke sænket kister ned i skovbunden. Det er kun urnenedsættelser, der er tilladte, og urnerne er nedbrydelige. Ifølge Jannik Ahlefeldt-Laurvig har der været interesse fra både religiøse og ateister.

- Vi har allerede fået flere forespørgsler fra folk, der er medlem af Folkekirken, så det er ikke nødvendigvis kun ateister, som vil bruge stedet. Der er noget smukt ved tanken om, at man bliver forenet med naturen. Man bliver optaget i rødderne, og så vil man altid være derude. Den tanke kan jeg godt lide, siger Jannik Ahlefeldt-Laurvig.