Vagn Hansen nåede at være pensionist en halv dag, inden han indtog hallen med brugte maskiner hos JMM-Group.

Vagn Hansen, 71, gav livet som pensionist en halv dag, før han fandt ud af, det ikke var noget for ham. Så han vendte hastigt tilbage til arbejdsmarkedet, og dér er han fortsat i fuld vigør. Vagn Hansen er klargøringsmanden med ansvar for, at store, brugte entreprenørmaskiner får en overhaling hos JMM-Group i Over Jerstal ved Vojens.

- Der er jo ingen grund til at sende en god maskine på pension, fordi den har kørt lidt rigeligt med timer. Jeg skal bare have den ind omkring klargøringshallen til en kærlig behandling. Så er der masser af gode timer i den igen?, siger Vagn Hansen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Vagn Hansen er en årgang 1946 og har dermed 71 år på den personlige timetæller. Han nåede at være på pension en halv dag, før han havde fået nok af lediggangen. Al tiden kan jo ikke gå med orienteringsløb.

- Samme dag, som jeg var startet på pensionisttilværelsen, ringede de fra maskinfabrikken og spurgte, om jeg ikke kunne komme og give en hånd med. Så jeg blev ansat som smed. Nu passer jeg så klargøringsafdelingen, hvor 10-15 procent af alle de bruge maskiner kommer igennem. Jeg koncentrerer mig mest om industrimaskinerne. Typisk gummigeder, der har kørt på genbrugspladser, fortæller Vagn Hansen.

Kendte firmaet

Der skulle ikke de store forklaringer om firmaet til, da Vagn Hansen droppede pensionistlivet og tiltrådte først som smed og efterfølgende i sin egen klargøringsafdeling af JMM-Group. Han kom i lære i firmaet i 1960 og har været der siden, indtil han altså gik på pension en halv dag.

- Jeg var med til at starte Stemas som en del af JMM-Group i 1981, og i en del år var jeg værkfører hos Stemas, til jeg så ganske kortvarigt blev pensionist. I 2012 kom jeg til JMMs serviceafdeling i Horsens som pladsmand, men så viste der sig behov for at have fast bemanding på et klargøringsværksted for brugte maskiner i Over Jerstal, forklarer Vagn Hansen.

I det daglige ping-ponger han med værkfører Tommy Bladt. Værkføreren har sit kontor i Horsens, men det er ikke et problem for samarbejdet, selv om Vagn Hansen altså skruer og regerer 100 km længere mod syd i det gamle JMM-hovedkvarter i Over Jerstal.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Der er jo aldrig noget, Vagn er i tvivl om. Han har selv været værkfører og køber selv nye dele til maskinerne ind og sørger for at få dem ud at køre igen. Da behovet for en afdeling til klargøring af brugte maskiner begyndte at presse på, havde vi heldigvis en rigtig fin hal klar fra før, JMM-Groups serviceafdeling vest flyttede til Horsens. Den er helt ideel til formålet, og det samme må man sige, at Vagn er?, siger Tommy Bladt.

- Vi havde 58 brugte minidumpere, som ikke havde kørt så mange timer, men trængte til en kærlig hånd. Efter at Vagn havde haft den igennem klargøringshallen, er 57 af dem ude at køre igen.