Ny rapport fra Miljøstyrelsen foreslår en række nye krav til bygherre og entreprenører i forbindelse med nedrivning. Brancheforening bakker op om hovedlinjerne.

Miljøstyrelsen har netop offentliggjort en ny rapport om selektiv nedrivning. Rapporten beskriver blandt andet forslag til, hvorledes krav til bygherre og entreprenører, der udfører nedrivningsopgaver, kan fastsættes og implementeres.

Aktører skal godkendes

Et af forslagene i rapporten går ud på, at virksomheder der udfører nedrivningsopgaver skal have tilknyttet en uddannet faglig ansvarlig person, og at virksomheden skal have indført et godkendt kvalitetsledelsessystem, som man eksempelvis kender det fra autorisationsordningerne på VVS- og kloakområdet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi ser meget positivt på forslagene i Miljøstyrelsens rapport. DM&E har gennem de seneste år selv beskrevet og foreslået en certificeringsordning som denne. For os er det vigtig, at de mindre entreprenører kan løfte eventuelle nye krav til uddannelse og certificering, hvilket, vi ved, kan lade sig gøre med en model, der ligner kloakautorisationen, siger konsulent Søren Christensen fra DM&E.

Rapporten beskriver desuden to eksisterende uddannelser, der kan indgå i uddannelse af faglig ansvarlige personer. Det drejer som om nedriveruddannelsen og bygnings- og miljøsaneringsuddannelsen.

- DM&E har gennem en årrække arbejdet på at løfte vidensniveauet og kompetencerne på nedrivningsområdet. Det er dels sket gennem kurser i regi af brancheforeningen og ved samarbejdet med Learnmark Horsens med etableringen af bygnings- og miljøsaneringsuddannelsen. Derudover har foreningen udarbejdet et paradigme til kvalitetsledelsessystem, der stilles til rådighed for virksomhederne. Så mange af vores medlemsvirksomheder er klar til at blive godkendt ved indførelse af nye krav, siger Søren Christensen.

Sker ikke af sig selv

- Skal vi have professionaliseret branchen og have løftet dagsorden om cirkulær økonomi samt bedre genanvendelse af bygge- anlægsaffald, bliver vi nødt til at kigge på lovgivningen. Det gælder både krav til bygherrer, myndighederne tilsyn, rådgivere og entreprenører. Vi kan ikke nå i mål af frivillighedens vej, og derfor er det nødvendigt, at der bliver handlet på den rapport, som nu foreligger, fastslår Søren Christensen.

Miljøstyrelsens rapport foreslår udover regler for godkendelse af entreprenører også, at bygherren skal udarbejde en ressourcekortlægning før nedrivning samt ved større nedrivninger indsætte en ressourcekoordinator.