Græsland så dagens lys i 2014. Nu gentages succesen i 2018, men denne gang med nye tiltag og øget faglighed.

Over 70 græsmaskiner var repræsenteret på Græsland i 2014, som blev afholdt den 20. juni 2014 i gode rammer hos Elmegaarden ved Frederiks i det Midtjyske. Det var et vellykket arrangement med over 3.000 besøgende, og var Danmarks største græsdemonstration nogen sinde.

Nu gentages succesen med øget fokus på det faglige, og kløvergræsset kommer endnu mere i centrum, når Græsland '18 løber af stablen onsdag den 6. juni 2018. Adresse bliver den samme som sidst - Elmegaarden ved Frederiks.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Arrangementet er åben fra kl. 10 til 20, og de kørende demonstrationer gentages to gange i løbet af dagen. Arrangørerne bag arrangementet er blandt andet Gårdejer Lars Kristensen fra Elmegaarden, frøfirmaet DLF samt Danske Maskinstationer & Entreprenører (DM&E).

- Vi har hørt, at rigtigt mange savner arrangementet og den gode demonstration, hvor græsmaskinerne virkelig fik lov at slå sig løs i kløvergræsmarken, fortæller Gurli Klitgaard, produktchef hos DLF, som blandt andet ser frem til at fremvise demonstrationsparceller med kløvergræs midt på den 46 hektar store mark på Elmegaarden.

Fagligheden i Centrum

I forhold til sidst ændres der lidt på logistikken. På Græsland '18 bliver det plantefaglige bogstavelig talt placeret i midten af arrangementet, da arrangørerne har valgt at dele marken op, så DLF's demoparceller bliver omdrejningspunktet for arrangementet

I en cirkel omkring udstillingsarealet kommer den store maskindemonstration til at finde sted. Her vil maskinerne køre i løbet af dagen, og skiftevis vise de forskellige maskinhandlinger ved høst og bjergning af kløvergræs.