På Agritechnica fremviser GreenTec syv nyheder inklusive et nyt klippe- og mulchkoncept, som både klipper og findeler grenene i én arbejdsgang.

Navnet på den største nyhed, som folkene fra GreenTec vil vise frem på Agritechnica messen i Hannover, er en hegnsnitter med navnet RM 232. Den bryder på flere måder med konventionel hegnsklipning ved, at den både klipper og findeler på én og samme gang.

RM 232 har fire overlappende rotorer. Hver rotor er udstyret med seks frit svingende knive, der er delt i sæt i to højder. De nederste sæt knive ind imod hegnet klipper grenene af, og de øverste knive sørger for findelingen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Grene med en diameter op til fyrre millimeter føres ind gennem maskinens frontskjold, hvor de så klippes og findeles. De små grenstumper drysser stille og roligt ned på jorden som flis, hvorefter formuldningen straks kan gå i gang.

Stor klippebredde

Helt nøjagtigt har RM 232 har en klippebredde på 2,3 meter, og er specielt målrettet til de hegn, hvor der køres med et til tre års klippeinterval. RM hegnssnitteren har blade fremstillet i højstyrkestål. Under normale omstændigheder vil fremkørselshastigheden ligge på op til fire kilometer timen. Er hegnet tæt, vil hastigheden selvfølgelig blive mindre. Selv siger man hos GreenTech, at RM 232 er en topprofessionel maskine med høj kapacitet, som med konceptet kan udføre flere funktioner i én og samme arbejdsgang.

Seks andre nyheder

Foruden RM 232 hegnsklipperen viser GreenTec yderligere seks nyheder på Agritechnica messen i Hannover. Det er blandt andet grensaven LRS 4802, som har en arbejdsbredde på 4,8 meter. Men også den helt nye Twiga Flex armklipper bliver vist frem. Her er de væsentligste ændringer det såkaldte Air Stream Control, der giver forbedret køling ved at lede en endnu større luftstrøm gennem køleren. Yderlige vil der også være mulighed for at udstyre den med det såkaldte High Flow oliesystem, som består af en kraftigere hydraulikpumpe og en større køler.