Trods arbejdsdage med masser af fint træstøv i luften hos Ekman Danmark har gummiged præsteret fra dag et.

For godt et år siden valgte Ekman Danmark at investere i en JCB 427 gummihjulslæsser.

Den 13 tons tunge gummihjulslæsser er blevet lejet for en 3-årig periode med køb for øje. Virksomheden, der er ejet af svenske Ekman & Co AB, som blandt andet arbejder med bioenergi og skovrelaterede produkter. På dansk grund betyder det i praksis et rendyrket fokus på produktion af træpiller, og det er her, investeringen i JCB gummigeden kommer ind i billedet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi havde aldrig arbejdet med JCB gummihjulslæssere før, men det er en rigtig fin maskine, og den har helt sikkert gjort det godt for os i det år, vi indtil videre har haft den. Vi valgte den ud fra de lave totalomkostninger. Hvor den her også havde noget mere at byde på end hos andre maskinmærker, fortæller Kurt Jeppesen, site manager på Ekman Danmarks plads i Vildbjerg ved Herning.

Bedre køling og afskærmning

I Vildbjerg modtager virksomheden hvert år mange tons træflis, savsmuld, høvlspåner og andre afskygninger af affaldstræ fra eksempelvis møbel- og vinduesfabrikker.

Træet bliver knust til et pulver, som presses sammen til træpiller. Virksomhedens læssemaskiner er involveret i håndteringen af råvarer, og de arbejder i et miljø med meget fint træstøv i luften.

- Vi renser filtrene på maskinerne tre gange i døgnet. Det er nødvendigt på grund af støvet. Ellers går maskinerne i forfald. Denne JCB 427 har dog klaret sig bedre, da maskinen er bedre afskærmet imod støv, siger Kurt Jeppesen.

Investeringen i JCB 427 har vist sig at være et rigtig godt valg. Den har fået mange anerkendende nik og kommentarer til sine præstationer af de ansatte, og det er endda på trods af, at den end ikke er modificeret til det specielle arbejdsmiljø.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det er en standardmaskine. Hverken udlejer eller vi har lavet noget om på den, siger Kurt Jeppesen.

På det første år har JCB 427 kørt i 1.500 timer, og det timetal ventes gentaget i år to. Den er udlejet i endnu et år på en treårig aftale. Hvad der skal ske med den derefter, er der endnu ikke taget stilling til, oplyser Kurt Jeppesen.