Onsdag slår Building Green dørene op til en grøn fest med 49 forskellige foredrag, seminarer og debatter om bæredygtigt byggeri på programmet, samt det hidtil største antal udstillere.

Building Green byder i år på, hvad de selv kalder for et overflødighedshorn af grønne byggeløsninger, innovative bæredygtighedsprojekter og debatskabende seminarer med kendte navne fra ind- og udland på plakaten.

En af årets mest imødesete begivenheder er den hollandske stjernearkitekt Thomas Rau, der har vundet utallige priser for bæredygtigt byggeri. Et af hans mest berømte projekter er rådhuset i Brummen, der er designet, så alle materialer kan genanvendes, når bygningen har udtjent sin levetid. Thomas Rau kan opleves på hovedscenen onsdag.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Samme dag inviterer Arkitektforeningen og Danske Ark til debat under overskriften: "Hit med skraldet". Her kan du møde to af branchens mest prominente profiler Anders Lendager CEO for Lendager Group og Senior Partner i 3XN Kasper Guldager i debat med Miljø- og Fødevareminister Eben Lunde Larsen. Emnet er upcycling i byggeriet.

Det smarte grønne tårn

Dag to byder også på en spændende debat, når ledende aktører indenfor branchen mødes i Det Grønne Monopol og diskuterer energieffektiviseringer. Har vi nået grænsen for effektiviseringen eller er der mere at hente på smartere bygningsdesign? Her kan publikum også møde Energi-, Forsynings- og Klimaminister Lars Christian Lilleholt, der fortæller om regeringens visioner.

- Der er masser af inspiration at hente fra ind- og udland på hovedscenen og rundt om på seminarerne. Personligt ser jeg meget frem til at høre den tyske arkitekt Wolfgang Frey torsdag på den store scene. Frey har designet et hus, der giver strøm til en hel bydel. Bygningen hedder Smart Green Tower og er inspireret af teknologien bag elbiler, siger projektleder på Building Green Sarah Elhauge og tilføjer:

- Og så glæder jeg mig til to dage med intenst netværk og videndeling. Building Green er jo blevet hele branchens grønne mødested, hvor du kan møde bygherrer, arkitekter, producenter, ingeniører og entreprenører under et tag. Så sørg for at udnytte dagene til at lære nogle nye mennesker at kende, slutter hun.

Building Green 2017 finder sted i Forum i København 1.-2. november. Grøn Teknik vil selv udstille på messen på stand 0.