På grund af 2. verdenskrigs udbrud blev benzinen, med virkning fra slutningen af 1939, rationeret i Danmark. Ret hurtigt begyndte man at se sig om efter alternativer for at kunne holde Danmark kørende. Man kikkede derfor tilbage i tiden.

Under 1. Verdenskrig havde man i en vis udstrækning brugt træ som erstatning for den benzin, man heller ikke kunne få dengang. Rent praktisk kunne man gøre det ved at udstyre en bil- eller lastbilmotor med en såkaldt gasgenerator.

I denne gasgenerator fyrede man meget kontrolleret op under hårdt træ som bøg, eg, birk eller ask. Ved enhver forbrænding af træ opstår der brændbare gasser, og det var disse brændbare gasser, man derefter sørgede for at lede ind i motoren. Inde i selve motoren kunne man så udnytte brændværdien af disse gasser - principielt magen til måde man udnytter den brændværdi, der er i benzin.

Træ som benzin

Kort fortalt virker en gasgenerator som en slags kakkelovn eller brændeovn, hvor bilens motor trækker vejret gennem brandzonen. Man kan forestille sig en brændeovn, hvor der via et rør suges luft ud fra midten af i glødebunken under brændet. I denne zone findes der forgasset træ, som er på vej højere op for at blive blandet med luft og derefter blive til flammer i brændeovnen. Men da den tages ud før, kan den anvendes som brændstof.

Den luft, motoren suger ind fra gasgeneratoren, indeholder dog store mængder af uforbrændt gas fra træet. Typisk kulilte og en hel række andre gasarter. Gassen er tilmed temmelig snavset, da den både indeholder aske og tjærestoffer. Derfor efterfølges selve generatoren af flere filtre og kølere, som skal gøre gassen renere og koldere, inden den til slut kan bruges som brændstof i motoren.

Kogler som brændstof

Den nu afdøde ejer af Gjern Automobilmuseum, Aage Louring, arbejdede under krigen som mekaniker for sin far, der havde værksted i byen. På et tidspunkt blev han sendt til Nordjylland i firmaets gasgeneratorlastbil, for at hente en personbil, faderen havde købt.

- Det var jo en lang tur fra Gjern til Nordjylland, og jeg havde derfor taget nok generatorbrænde med. Troede jeg. Men på et tidspunkt på vej sydover løb jeg alligevel tør for træ. Heldigvis gik lastbilen i stå i en stor skov. Og da det var på begyndelsen af vinteren, var der mange tørre kogler i skovbunden, og dem tænkte jeg, måtte kunne bruges som brændstof. Jeg samlede flere sækkefulde sammen, og hældte dem ned i gasgeneratorens brændrum. Stor var min glæde, da jeg fandt ud af, jeg godt kunne køre på grankogler. Derved lykkedes det mig at køre hen til et sted, hvor jeg kunne købe rigtigt generator træ, fortalte Aage Louring nogle år før sin død.

Ingen korte ture

Datidens chauffører havde også en stor opgave, inden de kunne køre. Først skulle der rystes op i kullene fra sidste kørsel, og det foregik ved, at man ragede i dem med rysteristen. Dernæst skulle der hældes nyt brændsel på i niveau med skruedækselhullerne. Brændet skulle så stødes sammen. Dækslerne blev så spændt til, og luft-, gas,- og benzinspjæld blev samtidig lukket. Når blæseren havde kørt et halvt minuts tid, blev der tændt op med papir eller twist.

Kontrol af gassens kvalitet blev undersøgt ved afgangsrøret. Gik der ild i gassen, kunne man gå videre til startproceduren. Fuld gas og hel åbning af luftspjældet, og var gassens kvalitet god, kunne motoren så motoren hoste sig i gang. Og når alt var gået efter fyrbøderbogen, tog det et sted mellem 15 og 20 minutter, inden man kunne køre.