Bytræerne i Aarhus er udsatte, og derfor bliver kravene skærpet til, hvordan projekter og events i Aarhus behandler træerne.

Entreprenører, ledningsejere og eventmagere bliver fremover præsenteret for pjecen "Pas på træerne i Aarhus", når de planlægger arbejder og arrangementer i Aarhus Kommune.

- Jeg tror, at de færreste kan forestille sig Stadion Allé uden de karakteristiske kastanjetræer eller Ringgaden uden lindetræer. Træer spiller en helt afgørende rolle for, hvordan vi oplever og bruger Aarhus. Derfor skal vi udover at plante nye træer også passe rigtig godt på dem, vi allerede har, siger Kristian Würtz (S), rådmand for Teknik og Miljø.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Udover vejledning til, hvordan man for eksempel etablerer en korrekt sikkerhedszone omkring træer ved gravearbejde, beskriver pjecen også erstatningskravene, hvis træerne bliver beskadiget.

Fuld fokus på træerne

Det har også hidtil været et krav, at Teknik og Miljø skal kontaktes, hvis der sker skader på byens træer. Desværre er det ikke altid sket.

I takt med at byen vokser, og antallet af events er stigende, er behovet for mere vejledning og klarere retningslinjer også blev tydelig.

- Vores mål er ikke at udskrive flere erstatningskrav, men vi vil sætte større fokus på vores bytræer og den kendsgerning, at selv et lille strejf med en gravko kan få fatale konsekvenser for et træs levetid. Det er vig-tigt, at alle der arbejder i byens rum bliver mere opmærksomme på dette, siger Martin Højholt, projektleder i Teknik og Miljø.

Det er planen er, at pjecen også skal udleveres til private bygherrer, når de søger om byggetilladelse. På den måde vil de blive underlagt samme krav.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det er dog ikke kun de eksisterende træer, som er i fokus. Kristian Würtz har forslået, at der frem mod 2025 bliver rejst 10.000 flere træer i Aarhus Kommune, og aarhusianerne kan være med til at pege på, hvor de mener, at der mangler træer.