Utraditionelt samarbejde holder regnvand ude af både kloakker og kældre.

Beboerne i de 452 boliger hos Brøndby Boligselskab syd for København kan nu slappe mere af, når DMI varsler skybrud. Og det samme kan driftschefen i Hofor, der har ansvaret for kloakkerne i denne del af Brøndby Kommune.

Efter en fælles investering har boligafdelingen, Brøndby Kommune og Hofor sammen med rådgivningsvirksomheden Gaihede fundet en løsning på skybrudsregnen. En løsning, der gavner både beboerne og andre borgere i Brøndby.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Regnvandet på deres område håndteres nu lokalt, så mindst muligt ender i kloakken. Derved undgås lokal oversvømmelse, og belastningen af kloaknettet i Brøndby Kommune reduceres.

Løsningen går ud på at bøje nedløbsrørene væk fra kloakken, så regnvandet nu i stedet håndteres lokalt i åbne render, regnbede og fordybninger i landskabet.

De udgravede fordybninger har også gjort området omkring husene mere spændende med store og små lavninger samt nye bakketoppe.

Slipper for titusindvis kubikmeter vand

Hofor er begejstret.

- Med denne løsning slipper vi for titusindvis af kubikmeter vand i vores kloakker, når der er skybrud. Det letter hele vores rørsystem og reducerer risikoen for overfyldning, og lokalt kan beboerne i højere grad undgå oversvømmelser, vand i kældre og ødelagte værdier, siger Frank Brodersen, der direktør for Miljø og Samarbejder i Hofor.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Idéen om samarbejdet med Hofor kom oprindeligt fra Brøndby Boligselskabs formand for afdeling 601, Eva Leander Mikkelsen.

- Skybruddet i 2011 var en voldsom omgang med store konsekvenser for næsten alle. Derfor skulle der gøres noget. Vi talte med Hofor, som var med på at finde en løsning. Og det er nu lykkedes. Vi får ledt regnvandet fra kloakkerne til vores udeareal, som også er blevet meget flottere, både at gå rundt i og se på. Folk er positivt stemt, siger hun.

Formanden mener, det primært skyldes to ting.

Beboerne havde anerkendt problemet og ikke mindst, at så har beboerne bidraget aktivt til projektet og påvirket det fra start. Der har været nedsat en beboerarbejdsgruppe, som har været med hele vejen, og så har der har været workshops med beboere og rådgiver undervejs.

Beboerne har bidraget aktivt

De fysiske ændringer har været i gang siden april, og hele projektet forventes afsluttet i februar 2018. Der har været masser af maskiner og massiv jordflytning, og så har nogle beboerhaver været direkte berørt.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ifølge leder af projektet i Gaihede, Pernille Køj Veng, er det gået fint.

- Beboerne var helt klar over, at der skulle ske ændringer, så de har taget rigtig godt imod de forslag, som kan løse problemet. Og så har vi haft en rigtig god dialog undervejs, både i planlægning og i udførsel. Både samarbejdet med beboerarbejdsgruppen og de forskellige workshops med beboerne har været frugtbare. Det har betydet, at vi har justeret på løsningerne. Forståelsen for besværet undervejs har været stor, og det har gjort det lettere, også når vi måtte ind og ændre i haverne ved rækkehusene, siger Pernille Køj Veng .

Overvandt frustrationerne

Så alt i alt har det været en fin proces, mener formanden.

- I så store projekter, som det her, er der udfordringer og frustrationer undervejs. Men jeg kan sige, at alt i alt og ikke mindst nu, hvor vi nærmer os afslutningen, er folk glade for projektet. Takket være brug af rullegræs kan vi se resultatet straks, siger Eva Leander Mikkelsen.

- Dette projekt er jo et godt eksempel på, at samarbejde er nødvendigt for at løse et så stort problem som klimaændringer. Det handler om solidaritet, og at vi sammen kan finde en løsning til gavn for os alle. Det ser ud til at være lykkedes i Brøndby, siger han.