Golfklub er begejstret for deres nye klipper, som giver tid til noget andet.

Der går timer med at slå fairways på golfbaner - mange timer.

Volstrup Golf nær Hobro har derfor hyret en ny medarbejder. En usynlig én.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det skriver de i hvert fald på deres Facebookside, hvor den nye "mand" bliver vist frem.

Det fanger noget opmærksomhed, når der kommer en græsklipper med sæde og rat kørende, men ingen mand på.

Indehaver Jeppe Ugilt Hansen

Volstrup Golf

Navnet er John Deere - en fairwayklipper, som er blevet udstyret med Precision Makers-udstyr, så klipperen kører af sig selv.

25 timer til noget andet

Volstrup Golf har haft klipperen på prøve i juli. Der var så stor tilfredshed med dens arbejde, at man valgte at købe maskinen.

- I princippet er det er en helt almindelig fairwayklipper. Det er en femledet cylinderklipper. Der kører mange af denne type i hele landet, og jeg har selv to ældre modeller i forvejen. Der er så eftermonteret gps-udstyr, så maskinen bare selv kører, siger indehaver Jeppe Ugilt Hansen og fortsætter:

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det handler i bund og grund om, at vi bruger rigtig mange timer på at klippe fairways. Vi bruger vel 25 mandetimer om ugen på det. Der kommer stadigvæk til at være lidt finish for os omkring greens, men maskinen vil komme til at tage en stor del af de 25 timer. Vi skal ikke ud og afskedige en hel eller halv medarbejder. Vi har rigtig mange opgaver, så det frigiver nogle timer. Og så kan jeg bare godt lide at være med på mode.

Klipper flot

Økonomien har selvfølgelig spillet en rolle i erhvervelsen, og indehaveren har vurderet, at det godt kunne svare sig. Volstrup producerer også rullegræs, hvor maskinen skal bruges.

Klipperen har også en anden fordel.

- Faktisk giver det et flottere resultat. Maskinen klipper snorlige. Det er ligesom, når man ser en fodboldbane - det står bare knivskarpt, siger Jeppe Ugilt Hansen.

Klippebredden er noget mindre på den robotstyrede klipper, end den efterspændte klipper. Derfor tager den også en del længere tid om det. Til gengæld slipper man for at have en mand låst på opgaven.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Den computerstyrede maskine kan klippe en hektar på 35-40 minutter.

Børnesygdomme

Der er stor tilfredshed med det nye setup.

- Det kører allerede fint. Det er klart, at der er lidt børnesygdomme, men det vil der altid være, når man prøver nye ting af. Folkene bag er allerede i gang med at forbedre småtingene, fortæller Jeppe Ugilt Hansen.

Klipperen er blandt andet lidt hård i vendingerne, hvor den drejer fra den ene yderlighed til den anden. Det er hårdt ved græsset.

- Hvis der sidder en mand i den, ville han gøre det i en blød bevægelse. Ellers er jeg faktisk overraset over, hvor godt den kører, siger Jeppe Ugilt Hansen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Gør sig bemærket

Det er efterhånden hverdagskost at se robotplæneklippere køre rundt for sig selv. Men den store John Deere-klipper uden fører er alligevel noget, folk studser over.

- Det fanger noget opmærksomhed, når der kommer en græsklipper med sæde og rat kørende, men ingen mand på. Selvfølgelig på golfbanen, men også på rullegræsset, som ligger ud til en vej, siger Jeppe Ugilt Hansen, som dog ikke har modtaget henvendelser fra bekymrede folk, om der skulle ligge en greenkeeper et sted på banen.

Sikkerhed

En selvkørende græsklipper skal selvsagt kunne sendes af sted, uden Volstrups ansatte, skal være nervøs for golfere, udstyr og andre ting på banen.

- Vi har et rimeligt opsyn med maskinen. Ellers er der sensorer hele vejen rundt, så den stopper, når den kommer til en form for forhindring. Først afventer den og ser, om forhindringen flytter sig igen. Hvis forhindringen ikke gør, slukker motoren og computeren helt ned. Vi får så en sms om det, hvor der står, om det er front- eller bagsensor, der har registreret noget, siger indehaveren.

Når maskinen lukker ned, skal man ud til maskinen for at starte den op igen, så man også ved selvsyn kan se, hvorfor den lukkede ned.