Havdrup Maskinforretning kommer til Have & Landskab som nyslået forhandler af maskine, der fylder sandsække hurtigt og effektivt.

Bekostelige skader og store oprydningsarbejder er ofte konsekvenserne af oversvømmelser, for eksempel efter et af sommerens skybrud. Havdrup Maskinforretning vil ind på markedet for oversvømmelsessikring som forhandler af østrigske Mammuts sandsækkefylder, der er udviklet som en konsekvens af de globale klimaforandringer.

Kommunal interesse

- Vi har fået flere forespørgsler fra kommuner, som vi i forvejen har god kontakt til via vore øvrige produkter. De kommunale beredskaber oplever jo oftere og oftere, at der skal benyttes sandsække i forbindelse med de hyppigere oversvømmelser, og dermed stiger behovet for at få arbejdsgangen automatiseret både for at være mere effektive og for at gavne arbejdsmiljøet, siger salgschef hos Havdrup Maskinforretning, Jens Michael Petersen i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Fylderen fungerer ved hjælp af en omrører, der drives ved hjælp af kraftudtag fra eksempelvis en traktor eller en elektromotor. Beholderen fyldes med en frontlæsser eller en læssemaskine og rummer 800 liter.

- Effektiviteten er vigtig, når det brænder på. Sandsække har typisk det formål at begrænse skaderne, og store værdier kan stå på spil. Derfor har vi store forventninger til den nye sandsækkefylder. Den er let og hurtig at sætte i drift, og den kan håndtere både vådt, groft og om nødvendigt frossen sand, så det kræver ikke megen forberedelse at gå i gang i en kritisk situation, siger Jens Michael Petersen.

Mammut Maschinenbau producerer også blandingsanlæg til blandt andet beton og foder. Samme principper benyttes i sandsækkefylderen, der sælges over det meste af Europa.