Der bliver præsenteret nye produkter fra DSV Frø - den ene er målrettet de dovne græsplæne-ejere

En af de tilbagevendende udstillere til Have & Landskab 2017 er DSV Frø Danmark.

De vil have to-tre mand på standen til udstillingen, som de har deltaget på adskillige gange.

Artiklen fortsætter efter annoncen

DSV Frø, der er specialister inden for blandt andet græsfrø, tager et par nyheder inden for denne kategori med til årets udgave af den store fagudstilling.

Afslører ikke for meget

Den ene nyhed er slet ikke præsenteret endnu. Ole Sams Falkenberg, produktchef for plænegræs hos DSV Frø, vil kun løfte lidt af sløret for det nye produkt.

- Produktet skal først introduceres på Have & Landskab. Det er noget frøteknologi, hvor vi behandler frø på forskellig vis, for at få dem til at optimere deres præsentationer, fortæller Ole Sams Falkenberg.

Mere vil han dog ikke ud med endnu. Det skal gemmes til udstillingen, så man må slå vejen forbi DSV Frøs stand, for at blive klogere.

Græs til de dovne

DSV Frø har som nævnt også en anden nyhed med. Den er dog allerede ude, så hemmelighedskræmmeri er der ikke noget af her.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Græsplæner er ikke altid det nemmeste element i haven at holde. Det ene øjeblik mangler plænen gødning, det næste springer stråene i vejret i en fart, så man skal slå det flere gange i ugen for at følge med.

DSV Frø har et produkt med til folk, som har knapt så meget lyst, tid eller overskud til at bruge tid på græsplænen.

- Det er en ny produktsammensætning. Det er til folk, der er dovne og ikke gider at gøde eller slå deres græsplæner så ofte, siger Ole Sams Falkenberg om det nye produkt.

Helt simpelt vokser græsset langsommere end andre blandinger, og det vokser også bedre uden gødning.