De 30 indstillede projekter til Dansk Landskabspris 2017 viser landskabsarkitekturens mangfoldighed og merværdiskabende funktioner.

For 8. gang hædrer Dansk Landskabspris nyskabende projekter, der tjener som inspiration til landskabsfagets udvikling. I løbet af de seneste måneder er der indstillet 30 projekter, der understreger, at landskabsarkitekturen er i rivende udvikling og resulterer i værdiskabende løsninger.

Dansk Landskabspris uddeles af Park og Naturforvalterne, Danske Arkitektvirksomheder og Danske Landskabsarkitekter. Juryen glæder sig over, at landskabsarkitekter atter benytter plantekendskab, en af fagets kerneværdier, som et centralt element i deres løsninger. En anden tendens juryen fremhæver er, at "det vilde" og bynaturen er fremherskende i en del af projekterne, der geografisk er spredt over hele landet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Derudover glæder det dommerne, at mange projekter opfylder flere funktioner og hermed adresserer miljømæssig, økonomisk og social bæredygtighed i en samlet løsning, ligesom fokus på fællesskabet i det offentlige rum med plads til ophold og aktivitet er et gennemgående karaktertræk, der har fået juryens opmærksomhed.

Nyskabende løsninger

- En del af de indstillede projekter giver på forskellig vis noget til de offentlige rum og deres lokalområder og fungerer på denne måde som katalysatorer for bylivet. Mange af projekterne kombinerer klimatilpasning med udvikling af rekreative arealer. Når man eksempelvis sikrer mod oversvømmelser, og samtidig udvikler kajkanten som et offentligt byrum, så er resultatet en løsning, der både indeholder et socialt, økonomisk og miljømæssigt element. På juryens vegne kan jeg sige, at vi glæder os over at se så mange inspirerende og nyskabende løsninger. I den kommende tid glæder vi os til at dykke ned i de mange fine projekter og udvælge finalisterne, udtaler jurymedlem Bo Holm-Nielsen, landskabsarkitekt MDL og partner i ZoffmannHolm Landskabsarkitekter.

Blandt de indkomne indstillinger nominerer juryen primo september et antal finalister, der præsenteres ved et officielt arrangement den 25. oktober, hvor man kårer vinderen. Vinderprojektet bliver belønnet med 70.000 kroner, mens de øvrige nominerede forslag får hædrende omtale.