Fra august kan man blive brolægger på Roskilde Tekniske Skole.

Roskilde Tekniske Skole udbyder fra august 2017 uddannelsen til struktør med specialerne anlægsstruktør, bygningsstruktør og brolægger. Struktøruddannelsen bliver placeret under samme tag som anlægsgartneruddannelsen i et fælles uddannelsesmiljø. På sigt tænkes også mureruddannelsen placeret her, så der skabes et fælles uddannelsesmiljø.

- Vores vision er at skabe et uddannelsesmæssigt stencenter, hvor vi samler de uddannelser som arbejder med sten, fliser og beton. Når disse uddannelser kommer i berøring med hinanden i et fælles uddannelsesmiljø opnås der samtidigt en fælles forståelse for hinandens opgaver, håndværk og kompetencer, og dét vil gavne vores elever i praktikken og deres fremtid på arbejdsmarkedet, siger uddannelseschef Niels-Ole Vibo Jensen i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Bred dynamik

Det oplyses, at skolen har udvidet medarbejderstaben og ansat folk med bred baggrund inden for entreprenør- og anlægsgartnerbranchen for at skabe en god og bred dynamik mellem uddannelserne. Skolen er netop nu i gang med at lave en helt ny stor, isoleret og opvarmet hal, hvor de nye uddannelser skal ligge.

- Vi ser meget frem til at skulle starte med struktøruddannelsen, fordi den ligger lige i tråd med uddannelser, vi har i forvejen, for eksempel anlægsgartneruddannelsen, siger uddannelsesleder Claus Egede Cornelius, som får det daglige ansvar for uddannelsen til struktør.

- Der er mange af vores anlægsgartnerelever som primært er interesserede i den grå del af uddannelsen, og det kan vise sig at være en mulighed at kunne tilbyde dem uddannelsen til anlægsstruktør eller brolægger, siger Claus Egede Cornelius.

Der vil være opstart på grundforløb 1 og 2 mandag den 7. august på uddannelsen, og de første hovedforløb forventes afviklet i løbet af 2018.