Københavnernes nye byskov på Kalvebod bliver et sted med vild natur og mulighed for at plukke bær og frugter.

Politikerne i København har vedtaget en plan, der betyder, at byen frem mod 2025 skal have 100.000 flere træer. En stor del af træerne skal plantes i en ny 14 hektar stor byskov ved jorddeponiet på Kalvebod. Og nu kan Københavns Kommune løfte sløret for indretningen af den nye skov, der er blevet til i et tæt samarbejde med københavnerne og førende eksperter. Skoven skal være et rekreativt udflugtsmål, der byder på både vildtvoksende arealer og mulighed for at plukke bær og frugter.

Vild skov

Københavnerne har ønsket sig en vild skov, der ikke ligner byens parker for meget. Samtidig har mange givet udtryk for, at de gerne vil have mulighed for at plukke bær, nødder og frugter. Derfor kommer den nye byskov til at bestå af fire hovedområder, så flest mulig af ønskerne kan imødekommes.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Copenhagen Food Forest, der blandt andet vil rumme mirabeller, hyld og solbær og blive etableret i samarbejde med Byhøst og københavnerne.

- Den Åbne Skov med arter som fyr og kirsebær, hvor der vil være fokus på læring i samarbejde med Københavns Naturskole.

- Bytræsskoven med træarter som røn, platan og pil, der er kendt fra bymiljøet i København.

- Egeblandskoven, hvor der vil blive brugt mange bevoksningstyper, træarter og buske som ribs, avnbøg, kvalkved og eg.

I første omgang har politikerne øremærket 800.000 kroner til plantningen af 25.000 træer på de første 5,5 hektar af skoven. Plantningen af disse træer finder sted til efteråret. Men allerede i slutningen af juni vil københavnerne ved selvsyn kunne danne sig et indtryk af den kommende skovs indretning, da der på området er blevet sået forskellige blomstertyper, der skal give et indtryk af skovens fremtidige indretning. Pengene til resten af skoven skal findes i forbindelse med efterårets budgetforhandlinger.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Skoven kommer til at indeholde mindst 95 procent danske arter fordelt på mere end 30 forskellige træer og buske, da det understøtter lokale arter af insekter og dyr. Der vil dog også komme træarter, som forventes at få Danmark som naturligt spredningsområde som følge af fremtidige klimaforandringer. Det gælder valnød, ægte kastanje og mellemeuropæiske egearter. Brugen af disse arter skal sikre erfaringer med arternes trivsel og vækst i Danmark.