En stor flok islandske heste græsser nu på Kalvebod Fælled på Amager for at forbedre forholdene for områdets unikke fugleliv.

Blot en halv times cykeltur fra Rådhuspladsen i København kan man nu nyde synet af en stor flok islandske heste, der går og græsser. De er netop blevet sat ud på engene på Kalvebod Fælled, der er en del af Naturpark Amager - et 3.500 hektar sammenhængende landskab med storslået natur og en flot kyststrækning på den sydligste del af Amager.

I alt skal 75 heste sammen med en flok Galloway-køer pleje strandengene, så vadefugle som engryle, rødben, vibe og brushane har de bedste forhold til at yngle og søge føde.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Æder alt

- Det er skønt og anderledes at se 75 islandske heste, der nyder livet på engene, mens de hjælper vadefugle. Islandske heste er nøjsomme dyr, og samtidig er de ikke kræsne. Selv stride græsser, som andre hesteracer og kreaturer lader stå, æder de med velbehag, siger Jes Aagaard, der er naturvejleder i Naturstyrelsen Hovedstaden.

Man kan opleve synet af de islandske heste ved strandengene omkring Klydesø. Enten fra Reservatvej eller fra fugletårnene på Dæmningen. Det er ikke tilladt at færdes på strandengene, hvor hestene går, da det er den del af Kalvebod Fælled, hvor der er færdselsforbud hele året. Her har fuglene helle, og hestene må heller ikke fodres.

Hestene er ejet af en lokal forpagter og græsser på et areal svarende til 300-400 hektar. De kan opleves frem til november, hvor de flytter tilbage til stalde, når området bliver for vådt.