Særligt træerne langs asfalterede veje vil med en stykpris på 75.000 kroner være med til at trække regningen for Københavns Kommunes træplaner op på 323 millioner kroner.

København skal opleves som en grøn by. Det har politikerne i Borgerrepræsentationen vedtaget. For at nå i mål med ønsket har Teknik- og Miljøforvaltningen fremlagt en træprioriteringsplan for de næste tre år. Skal København nå at plante 100.000 træer som planlagt frem mod 2025, skal der rykkes på den grønne dagsorden. Men træerne har også en pris. Forvaltningens plan om knap 28.000 træer vil nemlig koste 323,7 millioner kroner at føre ud i livet.

Gadetræer koster

Årsagen til det store investeringsbehov er, at særligt gadetræer, som er meget efterspurgt af københavnerne, har en enhedspris på 75.000 kroner. Det skyldes, at det generelt er dyrere at plante et træ på for eksempel asfalteret areal sammenlignet med et græsareal. På gader er det også nødvendigt at tage hensyn til, hvad der ligger af forsyningsledninger i undergrunden. Det vil dog ikke give mening at pille gadetræerne ud af planen, mener teknik- og miljøborgmester Morten Kabell (EL), selv om de knap 4000 foreslåede gadetræer samlet set har en pris på over 290 millioner kroner.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Hvis vi vil have en grønnere by, nytter det ikke noget at nøjes med at plante træerne i parker og på enge. Træerne skal ind i byen, hvor de visuelt, miljømæssigt og sundhedsmæssigt kan gøre en forskel - og ikke mindst hvor de er særligt efterspurgt af københavnerne. Det er tid til at vise, at der er handling bag ordene, når det kommer til den grønne dagsorden, siger Morten Kabell.

Mange input

Tidligere på året inviterede Københavns Kommune københavnerne til at komme med input om, hvor de savner træer. På 14 dage modtog kommunen 32.000 input, og på top 10-listen finder man tungt trafikerede veje som H. C. Andersens Boulevard, Nørrebrogade, Frederikssundsvej og Jagtvej. Forvaltningen har foreslået en gennemsnitsafstand på 15 meter mellem gadetræerne på kommunale veje, som det kendes fra for eksempel Berlin, og skal det forslag føres ud i livet, kræver det et sted mellem 100 og 150 træer på Nørrebrogade. På andre strækninger skal der plantes op til 50 træer for at leve op til målsætningen.

Udover omkostningerne skal politikerne også forholde sig til, om behovet for parkeringspladser eller træer vejer tungest. Ud fra planen er det nemlig nødvendigt at nedlægge parkeringspladser for at få plads til lidt over 2000 af de samlet set 27.704 foreslåede træplantninger.