Efterfølgeren til Agroplus-serien er blevet redesignet og skifter navn til 5D-serien.

Tyske Deutz-Fahr har netop præsenteret efterfølgeren til Agro­plus-serien i form af den nye 5D-serie, som henvender sig til de steder, hvor pladsen er trang.

Den nye serie fordeler sig over fire forskellige størrelser i 5DS, 5DV, 5DF og 5DF Ecoline. Der er tale om hele 44 forskellige modeller i effektintervallet fra 75 til 113 hestekræfter fra tre- og firecylindret motorer.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Traktorerne har alle fået en individuelt uafhængig affjedring af forakslen, som kendes fra biler. Deutz-Fahr fortæller, at forakslen kan dreje 60 grader med den nye opbygning, og affjedringen er el-hydraulisk.

Transmissionen er enten mekanisk med 30 gear frem og fem bakgear, eller en powershifttransmission med vendegear og 45 fremadgående og 45 bakgear. Power­shiftmodellerne har en maksimal hastighed på 40 kilometer i timen.

Der kan vælges op til tre fjernventiler, hvor kapaciteten enten er 54 eller 64 liter olie i minuttet.