ACO Nordics bidrag til Klimaflisen rummer nye forretningsmuligheder globalt for virksomheden.

Projektet med Klimaflisen, der skal modtage regnvandet og lede det i ønskede retninger, er på tærsklen til at blive skudt i gang. Teststrækningen på Heimdalsgade på Nørrebro i København blev udvalgt i slutningen af 2016, og det er her, at Klimaflisen i sommeren 2017 skal anlægges og stå sin prøve.

Klimaflisen er udtænkt af arkitektfirmaet Tredje Natur i samarbejde med betonproducenten IBF og byggeleverandøren ACO Nordic. Sidstnævnte er specialist i afvandingssystemer.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det er en virkelig spændende udfordring. Vores opgave er at etablere det vandhåndteringssystem, der skal være fundamentet under en ny klimaflise. Løsningen er skalerbar og kan tilkobles ACOs øvrige produktsortiment som afløbsrender, magasiner og faskiner og i samspil lede vandet til grønne områder, der bliver etableret som en del af projektet, der også har til formål at skabe et naturrigt byrum, Hans Olsen, administrerende direktør i ACO Nordic A/S.

Globale perspektiver

Det nye fortov er en form for plug & play-system, der kan tilpasses og udbygges efter behov. Den nye klimaflise bliver et alternativ til traditionelle kloaker, da klimaflisen ifølge de involverede parter vil kunne fjerne 30 procent af regnvandet fra byens eksisterende kloaksystem.

Projektet skal gøre klimasikringen synlig i bybilledet ved at fjerne regnvandet fra fortove og lede vandet hen til små oaser af bynatur, der skal bidrage til grøn stemning midt i byen.

For ACO Nordic rummer deltagelsen i projektet også spændende fremtidsperspektiver.

- Vi er optimistiske mht. at udvikle vores produktprogram fra erfaringerne i projektet, så vi kan tilbyde nye vandafledningsløsninger, der med udgangspunkt i klimaflisen bl.a. tager højde for kommunernes krav om, at 30 procent af vandet i de kommende år skal fjernes fra de bestående kloakker. Vi gennemfører dette første forsøgsprojekt lokalt, men vi ser oplagte globale perspektiver og nye forretningsområder for at levere fremtidssikrede fortove i løbet af få år, siger Hans Olsen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Projektet er finansieret af Realdania med otte mio. kr. Desuden har projektet modtaget støtte fra Markedsmodningsfonden til på 1,1 mio. kr. til at anlægge teststrækningen. Projektet evalueres endeligt i løbet af 2018.