Med en ekstra gravearm bliver maskinen til en "halv rendegraver".

De fleste kompaktlæssere er gode til at skubbe og løfte, men når det kommer til at grave, har de deres begrænsninger. Den udfordring har MultiOne løsningen på, for kunderne kan ganske enkelt montere "en halv rendegraver" på maskinens teleskoparm. Redskabet består af en traditionel gravearm, et klaviatur til betjening og et sæde, hvor operatøren sidder under arbejdet. Hydraulikolien til gravearm og skovl leveres af basismaskinen.

- Da jeg så den første gang, var det med lidt blandede følelser, for det er jo ikke en rigtig rendegraver. Men efter selv at have siddet ved klaviaturet og prøvet, hvor nemt det er at betjene gravearmen, ændrede jeg opfattelse, fortæller Christian Andersen fra Dianalund Motor, der sælger mange af de knækstyrede blå minilæssere. Begejstringen er ikke blevet mindre af, at han i løbet af det sidste halve år har solgt 3 rendegravere".

Artiklen fortsætter efter annoncen

Billig løsning

Da jeg så den første gang, var det med lidt blandede følelser, for det er jo ikke en rigtig rendegraver.

Christian Andersen

Dianalund Motor

Hos den danske importør HCP Nordic er Tommy Kærgaard ikke så overrasket over succesen. Ifølge ham er det en enkel og billig måde at få fordelene ved en rigtig gravearm. Dertil kommer, at man ofte kan forene fordele ved teleskoparmen i kombination med gravearmen ved at løfte/skyde rendegraveren langt frem og sætte den ned steder, hvor basismaskinen ikke kan køre. Han fortæller, at kunderne er noget så forskellige som kirkegårde, anlægsgartnere og private kunder med ønske om særlig pleje af grønne områder, og han er sikker på, der kommer flere i takt med, forskellige brancher får øje på mulighederne.

"Rendegraveren" fås i to størrelser. De kan dreje 172 grader, række op til 3,20 meter ud fra basis og grave ned til 2,67 meters dybde med en standard skovl.