Smilene er store hos eleverne i en af hallerne på Jordbrugets Uddannelsescenter Århus. Et sæt kommende anlægsgartnere er vendt hjem til tredje hovedforløb, og GRØNteknik har mødt tre af dem til snak om skolen og livet som anlægsgartner.

Velkendte melodier fra radioen er akkompagneret af et orkester, der spiller på hammer, pløkker og sten. En indendørs sandkasse er dagens arbejdsplads for et hold anlægsgartnere med speciale i det anlægstekniske. Det er en skoleopgave, som skal løses, og selvom mester ikke står og ånder dem i nakken, lægger eleverne alle kræfter i arbejdet. For på skolen hersker der en fælles ånd, som skinner igennem hos både elever, lærer og ikke mindst faciliteterne.

Intet mangler

50.000 kvadratmeter i topklasse til at dygtiggøre sig på gør skolegang mere end udholdeligt for anlægsgartnerne. De mærker stor velvilje fra deres uddannelsesinstitution og har kun ros til overs for deres arbejdsvilkår.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Omgivelserne her på skolen, vores parker og de grønne områder vi har. Lærerstaben og de faciltiter vi har til rådighed. Det er jo en fantastisk skole i bund og grund, fortæller 29-årige Morten Aggergaard og uddyber:

- Du kommer ikke til at mangle noget. Ligemeget om det er en indisk chaussesten eller en sort chaussesten. Vi har det hele. Og har vi det ikke, så bliver det skaffet hjem, så vi kan bruge det. Der er ikke mangel på noget.

Faktisk er den eneste udfordring for Morten, at hans døgnrytme stadig er i praktiktilstand, og han vågner 05.30 hver morgen og må slå et par timer ihjel, inden skolen begynder.

Han er ikke den eneste, som er begejstret for at være tilbage i Beder, syd for Aarhus.

Rune Bartholin på 36 år er i voksenlære som anlægsgartner, og han er især glad for den passion, han mærker hos sine undervisere.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det fedeste ved skolen er lærerne. Man kan helt tydeligt mærke, at de brænder for deres fag. For eksempel, hvis de er grønne og skal undervise på et gråt forløb, så prøver de at få det bedste ud af det. Men de får også sagt et par gange, at både de og vi jo også er gartnere, og det synes jeg er fedt, at de står ved, hvad de brænder for.

Stærkt sammenhold

Det er ikke kun faget, som lærerne brænder for. Både elever og lærere gør en indsats for et godt sammenhold på skolen. Sammenholdet og kammeraterne er især det, som 20-årige Sigrid Ydema har glædet sig til at vende tilbage til. Hun har været i praktik hos Silkeborg Kommune og har i den forbindelse også været et smut udenfor Danmark.

- Jeg har været tre måneder i Holland som en del af min praktik, hvor jeg har lagt sten, luget ukrudt, lavet taghaver og plantet mange planter. Det var skide sjovt, siger hun om oplevelsen i træsko-landet. Lektierne og bøgerne har hun dog ikke længtes efter.

- De kan godt give mange lektier for her, og jeg er ikke så vild med at læse. Jeg er mere praktisk anlagt, så det er fedt, når vi kommer ud og laver noget med hænderne. Men det er også okay med lektierne, det er bare ikke ligeså fedt.

Uddannelsen varer omkring fire et halvt år. Anlægsgartneruddannelsen er Jordbrugets Uddannelsescenter Århus' mest populære uddannelse, og skolen optager omkring 100 på uddannelsen hvert år. Fordelingen mellem anlægstekniske (grå) og plejetekniske (grønne) er cirka 60/40 og ligeligt fordelt på køn. Der er mulighed for at bo på skolens tilhørende skolehjem under uddannelse, og det vælger over halvdelen af eleverne at gøre.