Greenkeeperne på Caesarea Golf Club kæmper både med varmen og saltholdigt grundvand, når de skal pleje banens 18 huller.

CAESAREA, ISRAEL: Omgivelserne kunne næsten ikke være bedre. Nogle hundrede meter mod vest glimter Middelhavet i det klare formiddagslys, og overalt er der historiske ruiner efter både romere og korsfarere. Somrene på stedet er varme, om foråret og efteråret er klimaet behageligt, og selv om det i ny og næ regner om vinteren, er vejret alligevel så mildt, at man kan spille golf hele året.

Stedet hedder Caesarea, opkaldt efter den romerske kejser Julius Caesar. Det var her, den romerske statholder Pontius Pilatus holdt til, og det var herfra, han rejste til Jerusalem for at domfælde og korsfæste Jesus. Men Caesarea har andet at byde på end historiens vingesus, for i dag er navnet først og fremmest synonymt med golf.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi er den eneste golfbane i Israel med 18 huller, smiler Euan Woolfe, stedets greenkeeper, som tager imod og viser rundt.

Tættere på Tel Aviv ligger der en anden bane, men den har kun ni huller, og det er, hvad der er. Israel er med andre ord et land med halvanden golfbane.

Vanskelig bane

Det er der flere grunde til. Israel er et lille land, som navnlig på kysten mellem Tel Aviv og Haifa er meget tæt befolket, og det gør pladsen trang. Hertil kommer den nådeløse mellemøstlige sol og den ringe regnmængde, som udelukkende falder i vintermånederne, og det gør det til noget af en udfordring at holde liv i en golfbane.

Den originale bane blev anlagt i 1961, og var forældet. Den var flad og uden de store spillemæssige udfordringer. På den skala fra 1 til 10, som man benytter til at rangere professionelle baner, havde Caesarea en score på 3. Herudover var de græstyper man brugte, ikke egnede til golfbaner, og slet ikke til golfbaner med de klimatiske udfordringer, som et varmt middelhaveklima byder på. Det nødvendige vandingsanlæg var også nedslidt og gammeldags.

Så man besluttede at investere12 mio. dollars og kontaktede legenden Pete Dye. Han går for at være en af verdens førende goldbanearkitekter. Ni af hans baner er på listen over verdens 100 bedste, som Golf Digest udarbejder, men Dye arbejder sædvanligvis ikke udenfor USA. Han påtog sig imidlertid opgaven, og i 2009 genåbnede banen i totalt gennemrenoveret tilstand.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det eneste, som står tilbage fra den gamle bane, er de høje træer, forklarer Euan Woolfe.

Nu fremstår den som en moderne bane. Den er kuperet, der er anlagt et par søer, og banen har mange af Dye's karakteristiske "eye brow bunkers".

- Det er blevet til en vanskelig bane, som et par gange har været del af ALPS-turneringen, tilføjer greenkeeperen.

Salt i luften

Pete Dye brugte sine erfaringer fra The Ocean Course i den amerikanske delstat Georgia i designet. Banen ligger tæt på Atlanterhavskysten og har mange af de samme karakteristika som Caesarea - ringe vandforhold, højt saltindhold i luften på grund af havets nære beliggenhed, og begge baner er anlagt på sand. Caesarea lider tilmed under nedbørsforhold, som er typiske for det østlige Middelhav - mellem slutningen af marts og midten af oktober regner det stort set ikke.

Indtil da havde den type golfbaner i vidt omfang brugt græstypen "Tifdwraf Bermuda", men i begyndelsen af 00'erne havde man på University of Georgia udviklet en helt ny, hybrid paspalum-græstype, der fik navnet Sea Isle 98 og er en forbedring af Sea Isle 2000. Til daglig hedder den Sea Isle Supreme. Den har meget stor modstandskraft mod slid, mod plantesygdomme, og så er den særlig velegnet til ekstreme klimaforhold af den art, man møder ved Caesarea. Rødderne stikker også dybere end hos andre græsarter.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det er kort sagt en græstype, der gør det muligt at anlægge gode golfbaner, hvor det ellers havde været umuligt eller svært at holde standarten. Vi bruger paspalum overalt, både til teeområder, fairways og rough, forklarer Woolfe.

Økologiske hensyn

Hele anlægget ved Caesarea fylder godt et hundrede hektar, og heraf er de 45 hektar græsarealer, som navnlig i sommerperioden kræver intensiv kunstvanding. Man bruger i snit 2.000 kubikmeter vand om dagen.

- Det er selvfølgelig et problem i et land, hvor vandressourcerne i forvejen er ringe, siger han.

Når man vander, forsvinder vandet hurtigt ned i undergrunden, så man ikke får glæde af det, og når man henter vand fra grundvandet nær kysten, stiger saltet op, og det er dødbringende for tifdwarf.

- Og det høje forbrug betyder også, at selv små svingninger i vandpriserne har stor betydning for klubbens økonomi. Så dette er i høj grad et fokusområde i vores arbejde, og udgangspunktet er, at vi har for meget græs, tilføjer han, og fremviser et af banens teeområder, som er blevet reduceret til en grøn firkant med nøgen sandjord omkring.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Banens personale er desuden ved at omplante området, så man i højere grad ser naturlig beplantning, der kan klare sig uden kunstvanding.