Henrik A. Fog A/S kan nu præsentere den knækstyrede elektrisk redskabsbærer Nimos Posi-Trac, der kører en hel arbejdsdag på en opladning.

H.A. Fog har nu fået en knækstyret redskabsbærer i folden, som kører på el. Den er dermed i sig selv støjfri, og det giver helt specielle fordele eksempelvis ved arbejde i boligforeninger, i gå-gademiljøer, på kirkegårde og ved institutioner.

Direktør Karsten Fog har store forventninger til den elektriske Nimos, som bygger på el-teknologi og batteripakker, som Nimos i Holland har arbejdet med gennem mange år.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Nimos producerer flere modeller transportere til kirkegårde. Det betyder, at fabrikken har oparbejdet sin egen ekspertise i eldrevne køretøjer. Vi har solgt rigtig mange Nimos redskabsbærere både i Danmark, Sverige og Norge, hvor vi har importen. Vore kunder har efterspurgt en elektrisk version, men folkene hos Nimos er grundige, så de har brugt flere år på at blive klar med denne maskine, fortæller Karsten Fog i en pressemeddelelse.

15 timers drift

Værkfører Henrik Ørngreen har været i Holland for at få en grundig indføring i Nimos Posi-Trac, som den elektriske version hedder.

- Den leveres med tre batteripakker, som har forskellig køretid på en opladning. Det er svært at sige, hvor lang tid maskinen kan køre på en opladning, for det afhænger meget af, hvor hårdt den arbejder, siger Henrik Ørngreen.

Fra fabrikken er meldingen op til 15 timers drift ved blandet arbejde. Straks ved maskinens ankomst til Danmark blev der sat en elektrisk saltspreder og en forholdsvis tung sneplov på redskabsbæreren. For at udfordre batteriet maksimalt blev den danske test foretaget på én af de kolde dage i marts.

- Vi har også selv erfaring med el-køretøjer i form af el-bilerne Goupil/Mega, som vi importerer. Der er efterhånden mange, der har positive erfaringer med el-køretøjer. Specielt har vi mange kunder blandt boligforeninger, hvor medarbejderne begynder deres arbejdsdag tidligt. De kan nu gå i gang med eksempelvis snerydning, fejeopgaver eller græsklipning uden at genere beboerne, siger Henrik Ørngreen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Fornuftig driftsøkonomi

H.A. Fog fortæller, at der med maskinen er mulighed for at få en grøn maskine med en ganske fornuftig driftsøkonomi. Når maskinen lades om natten, sker det til reducerede elpriser, og der er mulighed for at benytte grøn energi til opladningen.

Den er forsynet med en 20,2 kW elmotor og kan køre 35 km/t ved transport. Den har tre hastighedsniveauer, og indenfor intervallerne kan hastigheden styres via joysticks. Maskinens ydre dimensioner og kabine er som på dieselversionen.