Den 400 meter lange Sandkaj Brygge bliver uden tvivl et nyt favoritsted for Århusgadekvarterets beboere, når varmen vender tilbage til hovedstaden. Den op til 12 meter brede brygge er som skabt til at nyde kvarteret, lyset og vandet.

Entreprenøren CG Jensen har færdiggjort og afleveret Sandkaj Brygge, der er Århusgadekvarterets nye, rekreative byrum og hele kvarterets ansigt mod syd. Arkitekterne COBE, SLETH og Sangberg har designet det bølgende trædæk.

Færdiggørelsen af Sandkaj Brygge markerer samtidig, at hele Sandkajstrækningen snart er færdig. Det sidste boligbyggeri langs vandet forventes klar til indflytning til juni, og der mangler kun lidt beplantning, skiltning og detaljer langs kajen. Der er installeret lys på Sandkaj Brygge, som bliver tilsluttet inden for kort tid.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Der bor efterhånden 1.600-1.700 beboere i Århusgadekvarteret, heraf mange ned til Sandkaj. Byrummene gøres færdige, og hele kvarteret finder stille og roligt sin identitet. Københavnerne har fået øjnene op for bykvarterets kvaliteter med havnebassiner hele vejen rundt, det fantastiske Konditaget Lüders og nu Sandkaj Brygge, som uden tvivl bliver til glæde for kvarterets beboere og besøgende, når det bliver lidt varmere i vejret, siger adm. direktør Jens Kramer Mikkelsen, By & Havn.

Byrummene gøres færdige, og hele kvarteret finder stille og roligt sin identitet.

Adm. direktør Jens Kramer Mikkelsen

By & Havn