Nedtællingen til Demopark 2017 er i gang.

Kombinationen af en grøn fagmesse og en lille tysk flyveplads har i en lang årrække været en rigtig god kombination. Messen Demopark, der finder sted på ulige år på flyvepladsen ved Eisenach i midten af Tyskland, slår igen dørene op i dagene 11.-13. juni 2017, og arrangørerne forventer igen en overvældende succes.

- Efterspørgslen i år har slået alle tidligere rekorder. Vi er stort set allerede fuldt booket, siger Bernd Scherer, der er initiativtager til messen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

I flere år har messen med sine mere end 25 hektar maskiner og redskaber til den grønne branche været en fast bestandel i kalenderen hos en stor del af europæiske fagfolk anlægsgartnere, landskabsarkitekter, greenkeepere og kommuner.

- Jeg kan allerede love en spændende sommer med et unikt udvalg af sensationelle produkter, lyder den bombastiske udmelding fra Bernd Scherer.

Messen, der har 10 års jubilæum i år, følger konceptet "se og afprøv". Der er således mere end bare input for øjnene på messen, som ifølge GRØNtekniks oplysninger bliver flittigt besøgt af den danske branche.

Fagfolk indenfor græs-segmentet vil opleve lidt ekstra forkælelse, idet der vil være flere demonstrationer under messen, samt et decideret "turf show" arrangeret af "Deutsche Rasengesellschaft", der er en tysk forening for professionelle græsanlæg.

Den første Demopark-messe i 1999 blev besøgt af 12.300 gæster. De seneste tre afviklinger i 2011, 2013 og 2015 er alle blevet besøgt af 36.000 fagfolk. Til sammenligning havde den største grønne fagmesse på dansk grund - Have & Landskab i Slagelse - i 2015 et besøgstal på knap 11.000, hvilket var rekord. H&L finder også sted på ulige år. Næste gang er 30. august til 1. september.