Partnerskabet bag den nye bydel Nærheden sætter foden på pedalen og fremskynder anlægget af bydelens samlende grønne parkstrøg.

Anlægget af Loopet, som bliver en grøn hovedåre, der binder den nye bydel Nærheden i Hedehusene sammen, fremskyndes nu, for at være på forkant med både eksisterende og kommende aftaler om nybyggeri. Det oplyser partnerskabet bag udviklingen af Nærheden i en pressemeddelelse.

På nuværende tidspunkt ligger der allerede aftaler om 200 boliger og en ambitiøs ny skole, og et stort center for springgymnastik med mange daglige brugere er åbnet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Loopet bliver en rekreativ åre, der på én gang skal forbinde byens vigtigste knudepunkter, være et samlingssted for mennesker og et sted for forsinkelse og afledning af regnvand. Endelig er det Loopet, der skal koble Nærheden sammen med Hedehusene, som ligger på den anden side af jernbanen, og på den måde sikre en samlet udvikling af hele området. Loopet er på Nærhedens side af jernbanen 1,1 kilometer langt og mellem 20 og 50 meter bredt.

Anlægges på ét år

- Når vi har besluttet at anlægge hele Loopet allerede i år, er det først og fremmest for at kunne give byens beboere mulighed for at komme rundt i byen via den grønne åre. Samtidig oplever vi en stor interesse fra investorernes side i at bygge i Nærheden, så vi er generelt nødt til at være hurtigt ude med at anlægge den nødvendige infrastruktur, siger direktør i NærHeden P/S Ole Møller og fortsætter:

- Vi vil gerne sikre, at rammerne er på plads, når folk flytter ind.

Også de mange daglige brugere af det nyåbnede Springcenter Nærheden vil få glæde af den nye trygge forbindelse, der fører direkte forbi centret.

Ifølge den oprindelige tidsplan skulle Loopet anlægges etapevis frem mod 2023, men i stedet skal størstedelen af Loopet nu anlægges samlet i løbet af 2017. Der bliver samtidig anlagt flere nye adgangsveje og sørget for forsyning til de mange kommende byggerier.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Social infrastruktur

Inden for de næste år går Høje-Taastrup Kommune i jorden med flere nye projekter i den nye bydel, herunder en daginstitution og en ambitiøs science-skole, der udvikles i partnerskab med Lego Education.

- Høje-Taastrup Kommune sætter alle sejl til for at skabe de bedste tilbud og de bedste rammer til de nye beboere i Nærheden og til dem, der allerede bor i Hedehusene. Derfor er det en stor fordel, at det meste af Loopet etableres i år, så vi allerede nu får bundet det hele godt sammen, siger borgmester i Høje-Taastrup Kommune Michael Ziegler.

Høje Taastrup Kommune har afsat over en halv milliard kroner over de næste 10 år til investeringer i Nærheden. Udover skole og institutioner omfatter investeringen blandt andet en bro over banen mellem Nærheden og Hedehusene.