Der er masser af erfaring bag det nye firma Sweepline.

Der findes ikke mange garantier, når man starter ny virksomhed, men når man kombinerer erfaring og fleksibilitet med næse for kvalitet, så er man i hvert fald nået et godt stykke af vejen. Bag det nye firma Sweepline, der henholdsvist producerer og importerer fejekoste og saltspredere, står to erfarne mænd, Michael Christoffersen og Christoffer Rhode.

Michael Christoffersen driver i forvejen firmaerne Schauman Sprayers og HLS Maskiner, og Christoffer Rohde står bag Præstemosegård Montage og virksomheden Benoli, der arbejde med konstruktion og udvikling. Og nu er Sweepline på deres fælles CV.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi har kendt hinanden i 10 år, og i alle de år har vi snakket om at lave noget sammen, fortæller Michael Christoffersen.

Seriøst samarbejde

Der er ingen tvivl om, at samarbejdet er alvorligt ment. Sweeplines produktprogram består lige nu af egenproducerede fejekoste, og saltspredere fra det italienske firma Cosmo.

- Vi har fået et rigtigt godt samarbejde i gang med Cosmo. Deres produkter er simpelthen god kvalitet, og det er af afgørende betydning for os. Vi går rigtig meget op i stærke materialer, og vi går ikke på kompromis med pris og kvalitet, siger Christoffer Rohde.

Erfaring og uddannelse

Tilsammen kan de to partnere diske op med uddannelser som traktormekaniker, automekaniker og maskintekniker og konstruktør. Så der er ikke mangel på teknisk viden og erfaring med masser af special­maskiner.

- Vi er meget fleksible. Vi kan både tegne og bygge, så vi hele tiden kan tilpasse vores egne produkter til andres, fortæller Michael Christoffersen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vores mål er at være gode til det, vi gør. Vi har produkter, vi kender og kan stå inde for, og er der behov for det, er vi hurtigt til stede med service, siger han.

I løbet af foråret kommer der endnu flere produkter ind i firmaet.

- Vi kommer med et helt nyt gødnings­spreder-program til foråret. Så har vi et program, der dækker hele året, hvilket er vigtigt for os, siger Michael Christoffersen.

Dermed er Sweepline godt på vej til at indfri deres egne ambitioner om at udbygge indholdet i firmaet til at omhandle mere end koste og salt- og gødningsspredere.