Ny serie af belysningsarmaturer fra Out-sider A/S lyser byrummene op med LED-lys.

Out-sider a/s har gennem knap 10 år skabt en række udendørsmøbler i et anderledes design til urbane omgivelser. Nu går firmaet et skridt videre og lancerer en serie urbane belysningsarmaturer med LED-lyskilder, der er drevet af solceller.

Den nye serie fra out-sider er skabt som selvstændige lysgivere med egen strømforsyning, der fungerer uafhængigt af det eksisterende el-net. Det er solcellerne, der driver værket, og det giver en stor frihed til at placere den enkelte enhed strategisk - lige netop dér, hvor der er mest behov for lys.

Artiklen fortsætter efter annoncen

En meget væsentlig fordel med serien er, at der ikke er behov for en omkostningstung tilslutning til nedgravede jordkabler, eller anden ekstern el-forsyning.

Spor i mørket

De nye lysprodukter fra out-sider er fortrinsvis designet til brug i parker, pladser, stier og gårdhaver, samt fritliggende områder, hvor der er behov for en indirekte belysning af gang-, løbe- og cykelområder.

Det er ikke meningen, at serien skal konkurrere med traditionel gade- og pladsbelysning, hvor der i forvejen er rigeligt med lys. Out-siders intention er snarere at skabe nogle lysspor, som gør opmærksom på forløb, niveauspring og afgrænsninger på en sådan måde, at man nemt og trygt kan orientere sig i mørke omgivelser til fods eller på cykel.

Foreløbig består serien af henholdsvis Jello Sun, Bike Sun, SunStones og Point Sun. De har alle solceller til fælles, men har samtidig også andre funktioner - blandt andet, at flere af produkterne også fungerer som cykelsteler, adgangsbegrænsning for biler.

Jello Sun er en multifunktionel, skulpturel pullert i beton med plads til 10 cykler, hvor lyset giver et markant, stjerneformet markeringslys på det omliggende terræn. Bike Sun er en kombineret pullert og cykelstander i et slankt design, og har et nedadvendt orienteringslys med en bevægelsessensor, som automatisk skruer op for lyset, når man nærmer sig sin aflåste cykel.

Artiklen fortsætter efter annoncen

SunStones er kvadratiske eller cirkulære lysskiver, der kan lægges i niveau med både eksisterende og nye stenbelægninger til stier og pladser. Sun Stones tåler trafik med biler og kan endda monteres lodret til lysmarkeringer på facader.

Point Sun er en slank og funktionel pullert i to højder. Lysgiveren sidder i toppen af armaturet og giver en meget markant, ringformet belysning til cykel- og gangstier, men er også er velegnet til afgrænsning af områder.

De urbane belysningsprodukter fra Out-sider er udviklet i et tæt og årelangt samarbejde med DTU Fotonik i Roskilde og har modtaget økonomisk støtte fra Energistyrelsen og Forsknings- og Innovationsstyrelsen.