Hvis man har en tendens til at glemme det daglige vedligehold, er centralsmøring en oplagt mulighed.

Centralsmøring er ikke forbeholdt store entreprenørmaskiner, som er vanskelige at vedligeholde. Det kan også være en løsning til mindre maskiner, hvor den daglige service ofte springes over, eller hvor brugeren interesserer sig for alt muligt andet end maskiner.

Det er netop de to sidstnævnte punkter, der har fået Traktorgården i Give til at foreslå kunderne at eftermontere centralsmøring på deres minilæssere.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi har lige leveret fire maskiner til fire forskellige kunder. Den ene er en travl mælkeproducent, der kører 1.300 - 1.400 timer årligt med sin minilæsser, og en af de andre er en stor anlægsgartner, hvor der er mange forskellige brugere af maskinen. Fælles for dem begge er, at de for længst har erkendt, at deres tid er bedre givet ud til andre opgaver end daglig smøring af maskineriet, fortæller Søren Kristensen fra Traktorgården i en pressemeddelelse. Maskinforretningen sælger mange MultiOne minilæssere til alle mulige og umulige brancher, som han udtrykker det.

Tjener sig hurtigt hjem

Fordelene ved centralsmøring er velkendte - færre reparationsudgifter - smøring under drift og uafhængig af tid og sted - korrekt forbrug af fedt - længere levetid og højere gensalgsværdi.

Det tæller alt sammen med i driftsregnskabet, og ifølge Søren Kristensen er det meget nemt at tjene investeringen til centralsmøring hjem igen. Han har regnet lidt på, at hvis man får centralsmøringen monteret fra starten, så det kommer med i leasingkontrakten, så skal der blot spares nogle få minutter dagligt på det almindelige servicetjek for, at der er balance i regnestykket. Alle de andre fordele kommer oveni.

Centralsmøringen på MultiOne er ført frem til alle vigtige smørepunkter som for eksempel drejeledets pivotled, teleskoparmen og redskabsfæstet. Det er gennemført og monteret efter samme princip som alle andre centralsmøringsanlæg. Selve pumpen sidder monteret udvendigt bag førersædet og er beskyttet af en ekstra afviserbøjle.