BL Motorservice i Grindsted er blevet håndplukket af producenten til opgaven.

Der er gået halvandet år, siden brødrene Henrik og Frank Christiansen præsenterede deres selvudviklede redskabsbærer ParkTrac på Have & Landskab. Siden er der løbende blevet produceret maskiner på fabrikken i Spjald ved Videbæk, og ParkTrac har fået etableret sig med flere forhandlere.

- Det går stærkt. Men når det kommer til forhandlere, har vi ingen hast. Vi skal simpelthen være helt sikre på, at det er de rigtige firmaer, vi entrerer med som vore ambassadører rundt om i landet. Vi håndplukker vore forhandlere, fortæller direktør Henrik Christiansen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

ParkTrac har allerede forhandleraftaler med blandt andet OMMC og Herborg Smede- og Maskinforretning. Nu bliver listen tilføjet endnu en forhandler i form af BL Motorservice ved Grindsted.

- BL Motorservice matcher vore krav og ønsker helt perfekt. Firmaet har særdeles erfarne fagfolk både salgs- og servicemæssigt. Og indehaver Benny Lauridsen stiller samme kvalitetskrav, som vi gør i Spjald og sætter samtidig kunden i højsædet. Det er to parametre, som vi skal måles på i forhold til andre producenter, siger Henrik Christiansen.

Det har den nye forhandler, Benny Lauridsen, det fint med. Han er uddannet landbrugs- og bygningssmed og kørte som servicemontør i 13 år. I 2002 startede han for sig selv i det små med at servicere småmaskiner. Efter et par år blev BL Motorservice til et egentligt firma, og i 2005 købte Benny Lauridsen den landbrugsejendom, hvor BL Motorservice siden har udvidet med ny hal, kontor og stort udstillingslokale.

- ParkTrac får en hovedrolle hos os. Vi har mange mindre maskiner til private, men også efterhånden klippere og andet til professionelle. Esbjerg er hovedby i vores område, og både der og i Varde, Grindsted, Vejen og Ribe vil vi gå efter både boligforeninger, kommuner, entreprenører og anlægsgartnere. Nu har vi jo maskinen, der er relevant for dem, siger Benny Lauridsen.