TBS Maskinpower i Starup har solgt en Fendt Vario 1050, som de skal ombygge til skovbrug. Det bliver den første af sin slags i Danmark, og du kan følge med i ombygningen på deres Facebook-side.

I skovkredse har TBS Maskinpower i Starup indgående kendskab til ombygning Fendt til skovtraktorer. Nu har firmaets specialister for første gang nogensinde kastet sig ud i at ombygge Fendts flagskib Fendt Vario 1050 med 517 hk.

- Da vores sælger Finn Dam Jensen fortalte, at han var ved at sælge en 1050'er til skoven, vakte det begejstring her på værkstedet, for alle ville gerne have fingrene i den store traktor og være med til ombygningen, fortæller værkfører Gert Jensen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Følg ombygningen på Facebook

Den store Fendt 1050 er leveret med ekstra Xenon- og LED-lys fra fabrikken, men resten af ombygningen er op til specialisterne i Starup. De er gået i gang med at skille den ad, vurdere de individuelle muligheder og behov for beskyttelse, inden den opbygges på ny med vendbart førersæde, kraftig inddækning af bunden, grenafvisere, ekstra beskyttelse af lygter med mere.

Det er ikke noget, man lige gør på et par dage, så det betyder ekstra travlhed på værkstedet i Starup, hvor ombygningens forløb og faser kan følges i billeder på Facebook i takt med, at processen skrider frem.

Kommer på hårdt arbejde

Den nye Fendt 1050 er solgt til en skoventreprenør. Han skal primært anvende den til stød- og rodfræsning af skovområder, knusning af juletræskulturer inden genkultivering, pleje af naturarealer og lignende opgaver.

Valget af den store Fendt skyldes dels basistraktorens power, variotransmission og det minimale brændstofforbrug. Også kabinens komfort og store rummelighed er af stor betydning, for der skal bygges en vendbar førerplads med plads til at dreje rundt uden at støde knæene ind i traktorens øvrige komponenter.

- Jeg tror da, vores mangeårige erfaring med opbygning og servicering af skovtraktorer har spillet ind. Det håber jeg da, siger TBS' sælger Finn Dam Jensen om salget af Fendts flagskib.