Danske Maskinstationer og Entreprenører (DM&E) sætter fokus på branchens udvikling under brancheforeningens Vidensdage.

Ny teknologi, innovation og fremtidens medarbejdere. Emnerne er mange, når DM&E byder velkommen til Vidensdage, som i år har temaet: "En branche i forandring - Hvor er vi på vej hen?"

- Udviklingen går stærkt i vores branche, og det er ikke altid, vi kan se, hvor udviklingen vil have os hen, før den er i gang, udtaler branchedirektør Bent Juul Jørgensen, der mener DM&E som brancheforening er forpligtet til at italesætte forandringerne:

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi har en forpligtelse til at skubbe vores medlemmer og sætte et tema op, der rykker dem og deres virksomhed. Det sikrer, at vores medlemmer ikke fejlinvesterer i områder, som forsvinder, men at de har øjne for de nyeste teknikker og løsningsmodeller.

30 indlæg på to dage

Deltagerne til Vidensdagene kan se frem til flere end 30 indlæg fordelt på fire fagspor, hvor Tune Hein kickstarter med et indlæg med titlen "There is a dragon at your doorstep", som sætter fokus på de forandringer, der sker omkring os i et stigende tempo - også kaldt disruption.

Herefter følger en række indlæg om den faglige udvikling i branchen, hvor bl.a. maskiner til fremtidens skove samt cirkulær økonomi inden for nedbrydning er nogle af de emner, der er med til at sætte dagsordenen.

Vidensdagene finder sted d. 19.-20. januar 2017 på Hotel Pejsegården i Brædstrup.