GRØNteknik har bedt en række fremtrædende aktører om at gøre nytårsstatus for branchen. I denne artikel svarer Viggo Mortensen, formand for Dansk Skoventreprenør Forening.

GRØNteknik (GT): Hvad er dit generelle indtryk af branchen i 2016?

Viggo Mortensen (VM): Der kommer meget forskellige meldinger fra branchen. Spændende fra høj aktivitet til den mere afdæmpede aktivitet, med stilstand i perioder. Især hen over sommer og efterår er der meldt om ringe aktivitet inden for skovgærdet. Årsagen skal nok findes i det vakuum, der er opstået, efter at der er ryddet op efter blæsevejret i 2013 og den udbredte askedød, hvor den resterende del på rod er af så ringe kvalitet, at det ikke kan svare sig at høste det. Begge fænomener førte til investering i øget maskinkapacitet landet over, og den er nu konverteret til overkapacitet, fordi aktiviteten nu er nede på normalt niveau. Ydermere har vi haft en stribe milde vintre, der ikke har krævet tilførsel af så store mængder energitræ som ventet.

GT: Var der specifikke hændelser, gode eller dårlige, der fik særlig betydning?

VM: I 2016 har den store overskrift været bæredygtig biomasse, hvor energisektoren stiller krav til leverandørerne om dokumentation for bæredygtighed af den leverede biomasse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

I den forbindelse er DSF/DM&E gået i konstruktivt samarbejde med branchen om at udvikle et alternativt dokumentationsværktøj til certificering, og vi kan nu uddanne flisleverandører til Godkendt Biomasse Leverandør. (Det har GRØNteknik omtalt tidligere på året.)

GT: Hvilke udfordringer og forventninger har du til 2017 og årene fremover?

VM: En af udfordringerne vil være at få tilpasset maskinkapaciteten til efterspørgslen, og det er nødvendigt for at få lettet det unødigt hårde pres, der generelt er på prisniveauet, især på standard opgaver som skovning og udkørsel.

Ligeledes har vi en udfordring med uddannelse og rekruttering af nye maskinførere samt generationsskifter. For vi må erkende, at den største del af skoventreprenørbranchen er ved at blive lidt gråskæggede.

Forventningerne til 2017 er et jævnt øget aktivitetsniveau, fordi der fortsat bliver etableret nye træfyrede kraft/varmeværker.