GRØNteknik har bedt en række fremtrædende aktører om at gøre nytårsstatus for branchen. I dag svarer Ole Kjærgaard, ordførende direktør i OKNygaard.

GRØNteknik (GT): Hvad er dit generelle indtryk af branchen i 2016?

Ole Kjærgaard (OK): I anlægsgartnerbranchen har jeg set, at der er stigende aktivitet og samlet set flere opgaver med udvikling af landskabet og udenomsarealerne i 2016. Det er positivt, men der er stadig hård konkurrence mellem virksomhederne.

I forbindelse med projektering og udvikling af det samlede byggeri har vi set en stigende interesse for specialydelser, så som LAR, taghaver, insitustøbt beton og stålkonstruktioner. Det kræver dygtige medarbejder, der kan varetage mange forskellige opgaver. Som virksomheder er vi nødt til at have fokus på at levere denne brede pallette af produkter på en sådan måde, at man sikrer et godt samarbejde - også fremadrettet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

GT: Var der specifikke hændelser, gode eller dårlige, der fik særlig betydning?

OK: For tre år siden fusionerede to virksomheder og blev til Oknygaard. Nu begynder vi for alvor at se resultaterne af sammenlægningen. Det er en glæde at se en god arbejdskultur blomstre op indefra. Båret af gode medarbejdere.

I 2016 har vi arbejdet meget med vores lokale tilstedeværelse. Det er vigtigt for os, at vores lokale afdelinger er en del af nærmiljøet, og at de kan bidrage med deres kendskab til de lokale kulturer samt deres viden og erfaringer.

Vi har mærket en rigtig god udvikling på det landsdækkende marked, og med det kan vi sige, at vi nu har slået vores navn fast som en stærk og konkurrencedygtigt aktør.

GT: Hvilke udfordringer og forventninger har du til 2017 og årene fremover?

OK: Jeg ser en øget tendens til et helhedsfokus i de projekter, der udbydes. Der arbejdes meget med brugerne og projektets sammenhæng med omgivelserne. Det er interessant, det giver nogle helt nye muligheder - og udfordringer.

Vi har travlt, og der er mange opgaver, ikke kun i Oknygaard. Opgaven bliver at fastholde fokus på den høj kvalitet samtidig med, at vi optimerer processerne. Travlhed må ikke ske på bekostning af kvaliteten.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Branchen må ikke få mere travlt, end der er tid til at udvikle kompetente og dygtige medarbejdere.

Langsigtet skal vi have fokus på vores uddannelse og rekruttering. Branchen er nødt til målrettet at engagere sig, så de unge bliver motiveret til at søge ind på håndværksuddannelserne og videre ud i branchen. Ellers kommer vi til at se en stor udfordring inden for håndværksfagene.