IBF lancerer maskinlægningsfliser, der sikrer et varieret udtryk.

De nye IBF Søhusfliser består af ni fliser i forskellige formater, så de til sammen kan indgå i en læggeenhed på 90x90 centimeter, som er specielt velegnet til maskinel udlægning. De ni fliser måler 15x30 centimeter, 30x30 centimeter og 30x45 centimeter - og alle fliser er 10 centimeter tykke. Det skriver IBF i en pressemeddelelse.

Fliserne er i øvrigt blevet til som følge af et konkret behov hos en kunde. Arkitema Architects ønskede i forbindelse med renoveringen af Søhusene i Nakskov at bygninger og landskab skulle bindes sammen, og det samme skulle flisebelægningen. Det skulle samtidig være fliser, der kunne udlægges maskinelt.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Store arealer skulle belægges som kørevej med kantparkering. Vi ønskede at bruge fliser, som kunne maskinlægges for at undgå monotont arbejde, men samtidig ville vi undgå et monotont udseende. Søhusfliserne giver boligvejene et varieret og harmonisk udtryk. Ved at forskyde modulerne opnås yderligere variation, siger landskabsarkitekt Kerstin Johansson fra Arkitema Architects.

På den baggrund blev Søhusfliser designet til maskinlægning, bestående af ni fliser i tre forskellige formater.

IBF fortæller, at Søhusfliserne er velegnet til mange formål og større arealer, såsom torve, stationsforpladser, parkeringspladser og boligvej. Netop da den kan udlægges med maskine og med en tykkelse på 10 centimeter er ifølge IBF fordelagtig, hvor der forekommer kørende trafik, herunder også tung trafik i visse tilfælde.