Fuglekvarteret i København NV får nu et grønt løft, der skal beskytte mod de værste konsekvenser af voldsomme skybrud. Rambøll står i spidsen for projektet, der gennemføres i samarbejde med Schönherr.

Københavns Nordvestkvarter har flere gange i løbet af de seneste år været ramt af skader fra voldsomme skybrud. Det skal der nu dæmmes op for med et nyt projekt, der både skal sikre effektiv bortledning, forsinkelse og nedsivning af store mængder regnvand. Samtidig skal det give det såkaldte Fuglekvarter et grønt byrumsløft til gavn for kvarterets borgere og brugere. Det oplyser Rambøll på sin hjemmeside.

Projektet er et af de første, der implementeres som en del af Københavns Kommunes samlede skybrudsplan. Rambøll har udarbejdet en konkretiseringsplan for fire store oplandsområder i Københavns og Frederiksberg Kommuner, herunder Fuglekvarteret.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Udstikker retningen

Det er et spændende og vigtigt projekt, der gerne skal udstikke retningen for de kommende klimatilpasnings- og skybrudsprojekter i og omkring København.

Astrid Kock Grusgaard

Rambøll, projektleder

- Det er et meget spændende og vigtigt projekt, der gerne skal udstikke retningen for de kommende klimatilpasnings- og skybrudsprojekter i og omkring København. Der bliver implementeret en såkaldt 'blågrøn struktur' gennem regnbede, landskabelige forsinkelsesbassiner og såkaldte skybrudsveje. Dermed får området nogle nye attraktive byrum, der bryder lidt med den nuværende oplevelse af klassisk stenbro, hvor tung trafik og lokale erhvervsdrivende præger oplevelsen. Vi er dog meget opmærksomme på ikke at negligere områdets alsidige og multikulturelle kvaliteter og funktioner, siger Astrid Kock Grusgaard, der er Rambølls projektleder på projektet.

Tanken er at neddrosle biltrafik og parkering på Vibevej, dels for at give beboerne bedre udfoldelsesmuligheder, dels for at sikre kapacitet for forsinkelse og bortledning af regnvand i terrænbaserede løsninger.

Frodig beplantning

Samtidig omdannes den gennemgående Ørnevejs facadeprofil til at være grøn. På den måde tilføres gaden et identitetsskabende og afvekslende løft, hvilket giver visuel klarhed og rumfornemmelse.

Regnbedene, der ligger i samme rabatprofil som træplantningerne, bliver etableret med frodig beplantning, som kan tåle at stå tørt og i kortere perioder kan stå under vand, når det kræves. Regnbedene kan desuden opdeles med siddekanter eller dæk til ophold og kan på den måde være et supplement til mødestederne på gadehjørnerne. Det langsgående profil giver desuden plads til parkering, hvor det er muligt.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Området står i forvejen over for store forandringer, da der bliver anlagt en ny metrostation ved Nørrebro Station. Projektteamet har stort fokus på at sikre, at de nye tiltag er forenelige med de igangværende og kommende projekter.